Christoffer's blog (da_DK)

Christoffers populærmedielle årsrevy 2025

2026-01-03T00:00:00Z

Et år er gået siden sidst, så det er blevet tid til igen at gennemgå hvad jeg har set og læst over det seneste år. Sidste års liste havde ret meget TV og film, og det er samme situation igen i år. Lad os se om der kommer flere bøger til 2026.

Er det her smagsdommeri? Næh. Det er mere en måde at komme med et menneskeligt modspil til algoritmisk styrede medievaner, og give anledning til at snakke om nogle af de ting, der er på listen. Fordelen ved at få anbefalet film og serier af sine venner er at man enten kan takke dem for en god anbefaling eller kritisere deres smag, hvis nu det skulle vise sig at være dårligt. Det er da mere givende end at trykke like eller dislike, er det ikke? Så sig til, hvis du har en holdning til et punkt på listen, og giv mig besked om min smag er god eller dårlig!

Ligesom de sidste års lister er formen løs, og der er ingen rigiditet i hvad der skrives meget eller lidt om.

God fornøjelse!

Færdiggjort i 2025

Ærværdige benævnelser

Færdiggjort i 2025

Carmen Curlers (TV)

Et friskt bud på et dansk socialrealistisk portræt af dansk samfunds- og erhvervshistorie (Matador, Krøniken).

Instruktionsmæssigt er serien interessant. Blandt de skiftende instruktører er særligt Natasha Arty og Josefine Kirkeskov nævneværdige. Arty starter serien ud, og giver den et dynamisk præg med teateragtige dansesekvenser og 60'er-agtig montageklipning med geometrisk skæring af skærmen. Det er vovet, forfriskende og levende blandt ellers tør dansk drama. Kirkeskov rammer en mere følelsemæssig stemning med blik for karakterernes menneskelighed; særligt med den suveræne 6. episode i første sæson, der er et smukt karakterstudie af karakteren Frans.

Carmen Curlers har troværdige, velskrevne karakterer med fuldstøbte personligheder. Birthe opfatter sig selv som ordentlig, til tider mere end hun er. Axel er driftig, men til tider manisk og hemmelighedsfuld. Frans har svært ved at finde sig til rette i eget liv. Hvor er det rart at se komplekse karakterer på tv uden at deres karaktertræk skal overdrives så alle forstår det. Selvom narrativet er klart og tydeligt, er der plads til fortolkning af karaketerne ud fra deres handlinger og reaktioner.

Karaktererne kommer dog virkelig til live i kraft af nogle imponerende skuespilspræstationer. Der er næsten fuld plade på ros her, men særligt står hovedrolleindehaverne Morten Hee Andersen (Axel), Maria Rossing (Birthe) og Nicolai Jørgensen (Frans) ud fra de andre. For pokker, hvor er de dygtige, altså. Morten Hee Andersen spiller manisk med en følsom side uden at det bliver utroværdigt overspillet, Nicolai Jørgensen er fantastisk som dygtige, men lidt forsagte Frans, som han bringer en smuk og sart ømhed til (igen, særligt i 6. episode af første sæson), og Maria Rossing er bare skøn som en moden skuespiller til at spille Birthe.

Første sæson er solid socialrealisme med dans og farver, anden sæson taber pusten lidt, men er en gedigen mellemsæson, og så sluttes serien af med det dramaturgisk skarpt skårne slutspil i tredje sæson. Det hele er dog seværdigt, og ingen episode er dårlig.

Serien foregår i en markant periode af dansk historie, og viser udviklingen i samfundet i løbet af 1960'erne. Er det Matador? Næh, men det prøver heller ikke at være det. Der er en masse politiske holdepunkter i serien: Kvinder begynder at arbejde på fabrik, der er diskussioner om ligeløn, kvinder i ledelsesstillinger og en generel bevægelse fra land til by, men det hele vises elegant gennem karakterernes dialog, handlinger og mimik, så vi undgår tørre formaninger gennem et direkte talerør til publikum. Serien er bestemt ikke uden politisk indhold – det er bare smagfuldt formuleret.

Anbefaling: Se den, hvis du er sulten på Matador fra 2020'erne, eller gerne vil have en lidt frækkere udgave af Krøniken.

Severance (TV)

Thriller science-fiction, der leger med idéen om et kirurgisk indgreb, der kan adskille mennesker i et arbejds-jeg og et privat-jeg.

Udover science fiction-filosoferen om work-life balance, så er det skøn satire over kontorarbejdets meningsløshed – påstået og reel. Seriens skabere har samlet til bunke af reelle meningsløsheder og skabt en forfærdeligt kafkask arbejdsplads. Man kan med rette føle sig både ramt og genkendt som månedslønnet funktionærarbejder. Måske burde jeg bare have set The Office og grint i stedet for at have sci-fi dystopiske tanker om min arbejdsgiver.

Taget kontor-kritikken i betragtning, er det forfriskende at Severance undgår at blive ironisk eller bedrevidende i formidling og holdning. Det er en styrke ved klassisk science fiction, at det ikke altid kommer med et klart svar, og i stedet giver stof til eftertanke.

Flot fotografi-arbejde og set design. Seriens æstetik rammer en sær, uplacérbar, men overraskende flot blanding af 1960'ernes geomtriske, heftigt farvede design med 2020'ernes tilbagekomst af sort rullekravesweater og æstetisk stramhed.

Både sæson 1 og 2 er anbefalelsesværdige, men sæson 1 har et mere stramt narrativ, hvor sæson 2 falder lidt ud i bredden. Men altså, se sæson 1 og så kan man selv beslutte om man vil se sæson 2. Seriens første episode er faktisk værd at se i sig selv. De første 30 minutter af episoden kunne have været en reelt god sci-fi kortfilm med anledning til tanker om hvordan arbejde påvirker ens private person.

Anbefaling: Se den, hvis du vil føle dig set i dit arbejde som funktionær i en større virksomhed. (Og en mere reel trigger warning: Ret voldsomme scener med selvskade og selvmordsforsøg.)

Generationer af Anna Emma Haudal (TV)

En socialrealistisk DR-serie med en troværdig familiedynamik, der ikke drukner i stereotyp overspillet dansk realisme. Skuespillerne ligner også hinanden tilpas meget på tværs af tre generationer, til at man tror på, at de er i familie. Plottet kredser om emner som familierelationer og abort, der udfoldes elegant abstrakt og til tider surrealistisk.

Hov, hvad er nu det! Surrealisme i en serie fra DR Drama? Men dog! Er der ligefrem en Lynchsk inspiration? Jo, jo! Der er ubehag i flere scener. Irriterende lyde. Ubehageligt brede kameravinkler. Vi får også flotte scener med interessant natursurrealisme. Pludselig dukker der grankogle op i cirkelmønstre i Vadehavet. Man når lige at tænke om det er et symbol for klimaforandringerne, og naturens tale og så referencen til Arrival forankret med replikken “Det er ikke forandringer. Det er sprog.” Noget klart lynchsk, paranormalt, uden ord, og gud, hvor er det befriende at ikke alt bliver påtalt. Seeren bliver behandlet som et opmærksomt væsen.

Kvaliteten af afsnittene er generelt høj, men peaker ved afslutningen af episode 5, der toner rent flag på Twin Peaks-inspirationen. Æstetisk skævt, dybt seriøst og meget seværdigt!

Anbefaling: Se serien, hvis du vil have lettere forvredet dansk socialrealisme og kunne lide Twin Peaks sæson 1 og 2.

All the President's Men (film)

Sikke en omgang skarpt skåret 70’er-politik-thriller! Man får helt lyst til at blive journalist. Robert Redford og Dustin Hoffman spiller godt sammen som et journalist-par. De to arbejder tæt sammen, og er ret forskellige personer, uden at komme ud i troper som “to kollegaer, der er de bedste partnere” eller “et umage par kommer ud på deres livs eventyr”. De arbejder bare sammen og komplementerer hinanden med et par frustrationer iblandt. Hoffman og Redford formår at lave perfekt kaotisk dialog, når de to journalister taler ind over hinanden, mens de snakker med en tredje person – mon ikke Sorkin/Fincher har fået noget inspiration herfra.

Anbefaling: Se den, hvis du har smag for en god borgerlig thriller.

Ka' De li' østers? (TV)

Hvis man bliver træt af moderne medier, kan det engang imellem være sundt at tage et kig på DR's genudgivelser fra arkiverne i Gensyn (tidl. Bonanza), og se en tv-serie fra 1960'erne eller 1970'erne og nyde teaterskuespil og langsomt tempo. Krimiserien Ka' De li' østers? fra 1967, skrevet af Leif Panduro og Bent Christensen, er lidt pudsigt teater-agtig og har nogle lidt dristige valg i både manus og instruktion.

Seriens narrativ tager udgangspunkt i et mord, der efterforskes af kriminalassistent Munk og hans kollega Gormsen – den ene skrap og tydelig, den anden rolig og eftertænksom – mens en række skyldigt udseende personer forsøger at dække over sagen. Undervejs er der nogle pudsige scener, der ligeså vel kunne optræde i Twin Peaks. Blandt andet nærmest råber Munk konsekvent til den døvstumme Fru Brydesen, der fint er i stand til at mundaflæse, og Gormsen taler med en maler mens en transistorradio højlydt spiller jazzmusik. Det giver serien en lidt pudsig teater-agtigt karakter, der er forfriskende at se på tv.

Serien er flot fotograferet og digitaliseringen fra sort/hvid-film står ekstremt skarpt. Low-key belysningen er forfriskende i en tid med høj kontrast fra digitale billedsensorer.

Tempoet i serien er dog mærkbart bedaget og langsomt. En nyere krimiserier, ville have forløst seriens 3½ time på nok en time til halvanden. Men hvis man er bare lidt nysgerrig på tv-historie, kan man sagtens holde interessen gennem hele serien.

Anbefaling: Se den for kriminalassistent Munks ubehøvlede adfærd, hvis du kan udholde sort/hvid-billeder og nærmest råbte replikker.

Final Fantasy VII Remake (computerspil)

Efter at have ventet i mange år på udgivelsen af det længede ventede remake af Final Fantasy VII, spillede jeg sidste år det originale Final Fantasy 7. Nu har jeg så langt om længe spillet Final Fantasy VII Remake, der er den mest overfinansierede, overdesignede og overgjorte reiteration af et eksisterende spil – i hvert fald indtil at efterfølgeren Rebirth udkom, men mere om det, når jeg engang får spillet det. Final Fantasy 7 er flot oversat til en nyere generation af spilkonsoller, grafikken er flot og gameplayet er moderne.

Square Enix har udvidet de 8 timer fra første del af det originale FF7 til at vare 30-40 timer her, og størstedelen af det er reelt godt indhold, en lidt fyld har sneget sig ind nogle steder. Omskrivningen og udvidelsen af dialogen i spillet er godkendt. Det er imponerende at de har fået skrevet Aerith på en måde hvor hun er sød uden at være manic pixie dream girl. Alle karaktererne er traumatiserede på den ene eller anden måde i den krigshærgede verden, men de lever med det og deres problemer, for hvad skulle de ellers gøre?

Kampsystemet er lavet om til at være i realtid med pause med skarp styring og flotte animationer. Kampene føles ikke som en kedelig pligt, som det lidt gjorde i originalen med random encounters. I Remake er det en fornøjelse at smadre fjender og se dem blive sparket væk, når man dræber dem. Der er gode måder at kombinere forskellige angreb, og det lægger virkelig op til at man skifter mellem karaktererne, uden at man på noget tidspunkt får den kedelige fornemmelse af at man har "løst" kampsystemet, og kan smadre alle fjender trivielt. Det er så godt!

Der er stor varians i side-quests, men de fleste er værd at gennemføre. De gode side-quests involverer ens party og slutter af med en boss-kamp, hvor kampsystemet får lov til at stråle. Andre side-quests har meget dialog med bikarakterer og er præget af at være fetch-quests. Det er hovedsagligt hovedkarakterne, der er skrevet med dybde, mens bikaraktererne ofte virker mere som en dialogøvelse – det minder meget om dialogen i FFXIV, der er skrevet for langt og overstiliseret.

Designet i Remake kan til tider virke lidt billigt iblandt alt det ellers fine. Enormt velskrevet og flot, men lidt underdesignet på forskellige steder. Man har velforbundne sekvenser som gåturen med Aerith fra kirken, der er noget af det flotteste envrionment exposition, og i samme område er der en omgang “hov, vi har ledt dig ned i en blindgyde for at klare den her quest. Vil du ikke have et teleport tilbage til indgangen, for vi har ikke lige mere at byde på her?”, der ikke er det her spil værdigt.

Spillets sidste tredjedel i Shinra Tower er dog gennemgående noget af det bedste AAA-spilmageri, jeg har set. Den indre verden i spillet bliver foldet utroligt flot ud, og føles engagerende selvom det er strengt lineært. Den der Cosmo Theater-4D-biografsal, hvor Cloud, Tifa og Barret bliver vist historien om "the Ancients" i en immersive VR-oplevelse er så forbandet flot. Det bliver vist visuelt fortættet, så man ikke skal læse sig gennem en roman af tekst med egen fantasti.

Ej, hvor er det et godt spil.

Anbefaling: Spil det, hvis du har spillet bare lidt af det oprindelige FFVII eller er nysgerrig på japanske rollespil, men ikke helt orker et turbaseret kampsystem.

Flyvende farmor (film)

En barndomsfilm, der nu er 24 år gammel og holder sig flot, selvom man er voksen og kan overkomme sine nostalgiske tendenser. Humoren er endnu ikke bedaget, og de mange skuespillere og sangere i filmen er charmerende.

Instruktørduoen Wikke og Rasmussen mestrer det let surrealistiske præg på realistisk fiktion som er karakteristisk for dansk børneunderholdning. Hvor ellers kan en ung pige køre en HT-bus igennem Danmark med hendes lettere forvirrede farmor, for at finde Dario Campeotto i en flot pilotjakke?

Anbefaling: Se den og nyd den fjollede fiktion, selvom du er voksen.

Kunstnerkolonien, sæson 5 (TV)

En ny sæson af DR's seværdige serie med samtidskunstnere, der på et par uger skal lave relevant kunst i en lidt uspecifik form. Højdepunktet er som sædvanligt at få lov til at følge med i den kunstneriske proces, og se hvor meget den varierer mellem de enkelte kunstnere, der alle er dygtige i egen ret. Diskussionerne omkring middagsbordet er dog i denne sæson knap så seværdige, særligt Apolonia Sokol får sagt at hun har svært ved at arbejde sammen med mænd, og ingen siger hende rigtigt imod, selvom Kasper Eistrup ser noget besværet ud over udsagnet. Højdepunktet er Noah Umur Kanber, der sårbart og følelsesladet kommer i kontakt med lokalmiljøets havnekultur samtidig med at hun får lavet sej punkæstetisk skulpturkunst.

Anbefaling: Se det, hvis du er glad for at gå på ARoS og vil have et større indblik i dansk samtidskunst.

The Pirate Bay (TV)

Dramatisering i seks afsnit af skabelsen af fildelingssiden The Pirate Bay og det efterfølgende søgsmål fra den amerikanske pladeindustri. En ret narrativt direkte dramatisering, der hovedsagligt udmærker sig ved ikke at afvige fra at vise nogle af de mere nørdede detaljer – det er altid dejligt at se nogen chatte på en IRC-server på film.

Anbefaling: Se den, hvis du var glad for "Mark Zuckerberg implementerer 'Hot or Not' på en aften"-scenen i starten af The Social Network.

Mr. Nobody mod Putin (TV)

En dokumentarfilm i to dele om en medieansvarlig på en russisk folkeskole, der får nok af at blive trukket ind i autokratiets propagandastrategi. Det er en øm dokumentar om den lille mands oprør, der giver et interessant blik i hverdagen i en russisk industriby i tiden efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022.

Anbefaling: Se den, hvis du vil nuancere dit perspektiv på Ruslands indenrigssituation.

One Battle After Another (film)

Skøn blanding af 70'er-stil og moderne action-film. Leonardo DiCaprio spiller eminent ynkelig, så man næsten kan bliver sur over hans karakter, mens Benicio del Toro modsat spiller en handlekraftig latino-sensei som er svær at modstå. En lang film, der er sin længde værd.

Anbefaling: Se den som en Tarantino-film fra en parallel virkelighed.

Kairos af Jenny Erpenbeck (bog)

Enormt velskrevet bog om at tabe sig selv i et andet menneske på godt og ondt ovenpå en baggrund i DDR omkring Berlin-murens fald. Jenny Erpenbecks prosa er dragende, og portrætterer karaktererne med dybde, så man forstår dem, selv når de er hårde ved hinanden. Der er sektioner i bogen med dybt sårende ordudvekslinger, der er så velskrevne, at man ikke kan lade være med at læse dem, selvom de gør ondt.

Anbefaling: Læs bogen for at fremme din bevidsthed om tysk kultur og for formidling af hvor grumme mennesker kan være ved hinanden.

En smal bro over afgrunden af Martin Krasnik (bog)

Der er få debattører i Danmark som formår at give et ligeså nuanceret blik på det jødiske mindretals liv og vilkår som Martin Krasnik. Med udgangspunkt i terrorangrebet på Israel d. 7. oktober i 2023 giver Krasnik en kort, oplysende gennemgang af forholdene i det der i dag er Israel. Krasnik selv er zionistisk med både sympati for palæstinensernes historie og forhold og en stor modstand mod Israels seneste politiske drejning mod det ekstreme højre. Det giver et unikt perspektiv i en debat, der ellers har været præget af udsagn om udslettelse af hele lande og befolkninger i øst og vest fra venstre og højre.

Anbefaling: Læs den hvis du har den mindste interesse i Palæstina-konflikten og gerne vil have mere empati for begge sider.

Min Kamp 3, 4 og 5 af Karl Ove Knausgård (bog)

3. bog Lille Karl Ove Knausgård vokser op i et nybyggerkvarter på en ø lidt udenfor Kristiansand, går i skole og alt det som andre børn gør. Der går lidt meget barndomsminder i det her på en måde, der ikke er superinteressant. Der er gennemgang af hvad alle forældrene i Knausgårds barndomskvarter arbejdede med og så meget snak om hans folkeskolevenner, og der kommer vi lidt for langt ned i detaljer. Jeg foretrækker nok lidt mindre nybygget parcelhuskvarter, og lidt mere skænderi og ungdomskærester som det var i bog 2.

Er det interessant at høre Knausgårds filosofiske grublerier over barndommen og hvor lidt man husker af den? Lidt. Det er skarpest i øjeblikke som når Knausgård bemærker at fotografier er afbildning af en tid, ikke af mennesker – menneskenes indre afsløres ikke af fotografierne; det er jeg’et der projicerer egne minder og idéer på menneskene, der optræder på fotografierne. Pludselig kommer en overvejelse af hvorvidt man er den samme person på tværs af ens liv og om man kunne give forskellige navne til den person, man er i hver del af sit liv.

Åh, for pokker, det er jo det Knausgård kan: Fortabe sig i detaljer og så ud af ingenting komme med en proustiansk indsigt om det mest menneskelige.

4. bog Karl Ove Knausgård tager et år som lærer i Nordnorge, drikker for meget, arbejder tilpas meget, og nyder godt af det fasttømrede, ufordømmende selskab i en lille by på en ø langt oppe nordpå. Som sædvanligt skriver Knausgård smukt og dragende, særligt når det kommer til tabubelagte emner. Meget af den oprindelige kritiske ros for bøgerne kom af at Knausgård virkelig lagde sig selv blottet ud, og det er for alvor forståeligt med den her bog. Han har ikke et rent sind og holder ikke sin sti ren, men hvem kan faktisk det?

5. bog Knausgård er ung i Bergen, går på forfatterskolen, men skriver for lidt og drikker for meget, ødelægger sig selv ret udramatisk. En rigtig ung-i-20'erne roman, der er enormt læsværdig, ligesom de andre bøger.

Anbefaling: Læs både bog 3, 4 og 5 for Knausgårds dragende sprog og detaljerighed, men læs lige bog 1 og 2 først.

De vingeskudte af Jeppe Bentzen (bog)

Jeppe Bentzen har rejst Europa tyndt for at snakke med unge, politisk aktive mennesker om oplevelser af unionens tilstand og håb for fremtiden. Det er en interessant rejsebog, der giver et bredere perspektiv på Europa end vores, indrømmet, lettere begrænsede blik her fra rigsfællesskabets magtmæssige midte.

Anbefaling: Læs den hvis du er interesseret i europæisk politik og ungdom anno 2023.

The Great Gatsby af Baz Luhrman (film)

Herregud. Hvorfor så jeg den her film færdig? Jeg er ærligt talt uforstående overfor hvordan denne film på nogen måde har opnået positive anmeldelser.

Som for Moulin Rouge er klipningen overmåde hastig, og det gælder både for klipningen af de enkelte scener og filmens generelle forløb. Replikker skæres næsten tværs over, og man får ikke nogen form for ro til at nyde filmens set design og kostumer, der ellers er flot udført.

Replikkerne er dårlige og leveres desuden overspillet. Selv Leonardo DiCaprio er middelmådig her.

Gad vide om Baz Luhrmanns Elvis-film fra 2022 er bedre? Hmm…

Anbefaling: Læs bogen, old sport.

Thread Ripper af Amalie Smith (bog)

Amalie Smith skriver smuk, koncis prosa om menneskets plads i verden blandt biologi og teknologi. Her væves to plotlinjer sammen mellem computer-bearbejdelse af dansk flora og Ada Lovelaces arbejde med den tidlige datalogi. Det er et eminent værk!

(Jeg skrev lidt mere om bogen tilbage i maj.)

Anbefaling: Læs den, hvis du er dit mindste interesseret i håndværk og teknologi.

Ærværdige benævnelser

En kort lynrunde over ting, der ikke er færdiggjort i år, men som alligevel fortjener at blive nævnt.

Hollow Knight (computerspil)

Efter at Hollow Knight: Silksong udkom i september 2025, tænkte jeg at det måtte være på tide at få spillet det oprindelige Hollow Knight. Jeg havde skubbet det til siden længe grundet den ulidelige mængde hype over spillet – lidt ligesom jeg gjorde med Dark Souls-serien i mange år. Hollow Knight foregår i en smuk, charmerende abstrakt verden, er tilpas svært til at være sjovt, og har en skøn lydside. Det er svært at se fjendernes hitboxes, der er ret afrundede grundet tegnestilen, men det går lige præcis. Klart et spil der tager inspirationer fra mange steder, men formår at hæve sammenblandingen op til noget højere.

Tatort (TV, tysk)

Tatort er en instution i tysk tv, der har kørt siden 1970'erne. Der er ikke en direkte kobling mellem episoderne, der hver især foregår forskellige steder i Tyskland. Serien er produceret af det fællesstatslige tv-selskab ARD, men samproduceres med det lokale tv-selskab i det område, hvor den enkelte episode foregår, dvs. at episoder sat i Hamborg medproduceres af NDR, i München af BR, osv. Et ret elegant koncept til at give lidt bredere flavør til en statsdækkende tv-serie. Episoderne varierer i kvalitet, og kan godt være lidt hæmmede af at skulle strækkes til at vare halvanden time, men det er en god øvelse i tysk (med undertekster, selvfølgelig).

Tvångstango (TV, svensk)

Kendisforfatteren Amanda Romare lider af OCD og er generelt ret neurotisk anlagt. Kendispsykologen Erik Andersson tager hende gennem en komisk vild omgang kognitiv adfærdsterapi, der involverer både Amanda og hendes søster. En lidt skør, men også reel fremstilling af OCD på en af de tusind måder, det kan tage sig ud.

Ocarina of Time (computerspil)

Et sædvanligt charmerende og gennemført Zelda-spil; dog lidt hæmmet af Nintendo 64'ens dårlige grafikegenskaber. Dag-og-nat-cyklussen er en sjov dimension i gameplayet, dialogen er sjovt skrevet, og ellers er alt som det plejer.

Lykke-Per (bog)

En klassiker af livsroman og ikke uden grund. Karakteren Lykke-Per er lidt af en umulius, der karter rundt i sit liv på ret frustrerende vis, men Henrik Pontoppidan formår med lige dele spydighed og kærlighed over for sin hovedkarakter at portrættere ham charmerende. Pontoppidan stråler dog virkelig med sine bikarakterer og miljøskildringer af København ved århundredeskiftet – der gad man faktisk godt at bo.

Teknofilosofisk optrævling (anmeldelse af Thread Ripper af Amalie Smith)

2025-05-31T00:00:00Z

Thread Ripper af Amalie Smith. Udgivet på Gyldendal i 2020.

Da min lokale boghandler for nyligt reklamerede med en forfatterfestival, hvor flere kendte danske forfattere skulle komme på besøg til talks, bemærkede jeg særligt forfatteren Amalie Smith på programmet. Jeg har flere gange hørt om hendes to nyeste bøger, Thread Ripper og Terra Cotta, men har aldrig taget mig sammen til at læse dem på trods af at “billedvæverens noter skrevet på kanten af den fjerde industrielle revolution, hvor biologi og software mødes” (fra bagsiden af Thread Ripper) umiddelbart lyder som noget, der er skrevet direkte til mig. Jeg købte Thread Ripper, gav mig til at læse den umiddelbart udenfor boghandleren, og kunne med det samme mærke idéer og koncepter falde på plads og forbinde sig i min hjerne. Denne blanding af kunsthåndværk og teknologihistorie fungerer bare godt.

Amalie Smith er kendt for at lege med bogformatet og Thread Ripper bærer genrebetegnelsen Hybrid, hvilket ikke blot et markedsføringsgreb. Bogen er skrevet i to spor, der følger hinanden. Venstre side af bogen repræsenterer ét spor og højre side repræsenterer det andet. Den ene side er en poetisk, fragmenteret dagbog med indblik i fortællerens tanker, mens den anden bærer præg af faktuelt præsenteret arbejdsdagbog. Det er en elegant syntese mellem fakta og fiktion, hvor de to spor følges ad i hver sin stilart og kommunikerer blidt og underforstået med hinanden — højkonceptuelt og veludført.

Bogens narrative omdrejningspunkt er en ung tekstilkunstner, der er ved at udarbejde et vævestykke med motiver dannet af et neuralt netværk trænet på billeder af blomster. Fortælleren anvender generativ kunstig intelligens i sit værk og beskriver det i sin dagbog, mens der samtidig indvæves fragmenter af Ada Lovelaces dagbog og livshistorie. Ada Lovelace var datter af Lord Byron (en romantiker, koblet til ludditterne) og samarbejdede med Charles Babbage (teknolog) i overvejelserne om hans analytiske maskine.

Amalie Smith bruger det som udgangspunkt for at betragte de seneste års kraftige udvikling i kunstig intelligens baseret på neurale netværk, og hvordan det interagerer med hvad der traditionelt anses som menneskelige egenskaber. Ved at inddrage Ada Lovelace og bruge hende som talerør enkelte steder i teksten formår Amalie Smith at sammenflette beskrivelsen af en moderne digital kunstnerisk praksis med overvejelser om konsekvenserne for menneskeligheden ved den nye kunstige intelligens. Udgangspunktet er humanistisk — det særligt menneskelige er i fokus uden at forsøge at give en akademisk definition af hvad dette “menneskelige” skulle være.

“Jeg ombærer den strengeste beundring for matematikken som et sprog for usynlige sammenhænge mellem tingene

& den største henførelse over alt der er levende.”

– en fiktionel kunstig intelligens trænet på Ada Lovelaces dagbøger

Bogens tekst forholder sig udover de menneskelige konsekvenser også til samfundsstrukturer og politik uden at blive fuldt dystopisk. Her er vi ikke så meget dystopiske, som vi er dystopia curious. Teksten behandler ikke emnerne med en saglig, akademisk tilgang, men er nærmere poetisk og drømmende i en stream of consciousness-stil, som rører først lidt ved den digitale kunst, siden lidt ved livet som 30-årig i tvivl om kærligheden og pludselig ved udskiftningen af faglærte arbejdere med maskiner og den efterfølgende udvikling til nye håndværk i takt med teknologiske forbedringer. Til trods for det kritiske blik på teknologiske udviklinger er blikket unostalgisk og renset for ønsker om at gå tilbage til en simplere tid (læs: 1990′erne) — en naivitet, der ellers påvirker mange millenials teknologiblik. I stedet kigger vi poetisk fremad mod en ukonkret AI-singularitet, hvor alt levende bliver data, der flyder som strømme i luften med dertilhørende entropi og evolution. Smukt og skræmmende (men på en god måde!) Bogen er aldeles uden skingre formaning og giver i stedet et poetisk, nærmest åndeligt opløsende blik på den seneste teknologiske revolution, der tillader læseren at træde et par skridt tilbage, lade øjnene slappe af og drømme lidt frem og tilbage om hvad der dog kommer til at ske i fremtiden.

Jeg gad godt at vide hvordan bogen havde set ud, hvis den var skrevet og udgivet i 2025 i forhold til dens oprindelige udgivelses år 2020. Bogen er bestemt stadig aktuel, men udviklingerne på området kunstig intelligens har været voldsomme, særligt de seneste tre år, startende med offentliggørelsen af ChatGPT, og har skabt en allestedsnærværende AI-hype og -frygt, der ikke var udbredt i 2020 (der var også andre ting at bekymre sig om.) Med det sagt, så er bogen unik i en dansk kontekst for at have drøftet denne form for teknofilosofiske tanker allerede i 2020. At en dansk forfatter har skrevet en så begavet bog, der elegant væver computerteknologi og kunsthåndværk sammen i et flydende sprog, er overraskende. En velskrevet, beundringsværdig bog, der er værd at læse.

Om at finde ud af at man blot er en nybegynder

2025-02-01T00:00:00Z

I knap et årti har jeg gået og ønsket at jeg ville skrive mere — “ville” her brugt ikke som “at have lyst”, men som “at have motivationen til og være i stand til.” Måske er en mere præcis beskrivelse nok, at jeg har ønsket at have skrevet (datid) fremfor at ønske mere af den nutidige skriveaktivitet, og ønsket om at have skrevet, fortolkes muligvis bedst som et ønske om at have et færdigt skriftligt produkt at vise frem for sig selv, evt. andre.

Ønsket om at have et kreativt produkt at løfte op og vise frem er vel ikke nogen sjældenhed, særligt blandt akademikere af den slags der godt kan lide at tænke sig selv som dannede og kreative, men for at have noget at vise frem, må man have gjort et arbejde, og for at have gjort et arbejde, må man gøre noget. Altså, for at kunne se henover en liste af tekster, må man have skrevet, og for at have skrevet, må man skrive. Og hvilket bedre emne at skrive om end skriftligheden selv. Men hvis den kæde af logisk sammenhæng er tydelig, hvorfor har jeg så ikke “bare” skrevet tekster i de seneste 10 år, som jeg ville kunne værdsætte nu? Det giver aneldning til undring. Hvor er det motivationen mangler? Er det en misforstået selvindsigt, der blot ligner skrivelyst, men blot er lyst til at have skrevet?

I dette øjeblik, hvor jeg sidder og skriver dette, føles det ikke som en manglende lyst til at skrive. Der er en vis fornøjelse i det, og hvis man skal tro forfattere, der taler om deres egen kreative proces, så skal man være taknemmelig, for enhver glæde i faget — flere af dem lyder til at have det rædsomt med at skrive. Er glæden nyfunden? Næh, ikke helt, men dele af den kommer af en nyfunden lyst til at forbedre mit sprog (eller populært sagt “stemme”), rense ud i de sædvanlige floskler, bruge mere præcise, sanselige adjektiver, der tegner sigende billeder for læseren (og mig selv, for den sags skyld; skriftlighed er vel ikke kun for et publikum.) Ligesom et instrument først bliver sjovt at spille, efter eleven når forbi det basale stadie af mislyd og toner kan sættes sammen til melodier, er det en forudsætning for skriftlig nydelse ikke at skulle slå hvert ords stavemåde op.¹ Men den basale evne rækker ikke langt nok til at kommunikere større tanker og følelser. På samme måde som det føles ubegribeligt kraftfuldt, nærmest magisk, at kunne smykke tonerne fra ens instrument med vibrato og triller, giver den sproglige mestring en kreativ glæde.

På den måde, kan man selv med en solid basisforståelse igen føle sig som en nybegynder i en anden del af ens kreative felt. “Var jeg alligevel ikke bedre?” er nedslående og opløftende på samme tid — skuffelsen over pludselig oplysthed om et lavere niveau end forventet kombineret med lovning på at der er mere at komme efter. Der findes en større kreativitet, og den kan læres. Er det mon der motivationen kan findes?

Notes

Glæden ved at kunne skrive de første ord på et ny-erhvervet sprog er dog reel, men frustrationen over ikke at kunne formulere tanker kommer hurtigt. ↩︎

Christoffers populærmedielle årsrevy 2024

2025-01-25T00:00:00Z

Velkommen til 2024's anmeldelser af hvad jeg har set og lyttet til i det snart forgangne år. Jeg har igen siddet på ~~Statsbiblioteket~~ Det Kgl. Bibliotek i Aarhus, læst det forgangne års noter igennem for at begå personligt smagsdommeri uden konsekvenser. Formatet er løst og der er ikke nogen form for fair fordeling af hvad der skrives meget eller lidt om.

Jeg lavede også en lignende liste for 2023, der blandt andet havde en negativ holdning til Brødrene Løvehjerte. Sorry! Jeg skal nok lade være med at fornærme nogens barndom i år. Let's go!

Færdiggjort i 2024

Opgivet

Færdiggjort i 2024

Band of Brothers af Steven Spielberg og Tom Hanks (TV)

Jeg havde i mange år hørt at Band of Brothers skulle være en eksceptionelt god miniserie, men havde aldrig taget mig sammen til at få begyndt på serien. Tilbage i 2010'erne var holdningen at 2. verdenskrig var et fortærsket emne i populære medier, men det er vi vidst ovre igen nu, så det var på tide at få set serien. Hypen var berettiget – serien er god. Steven Spielberg, Tom Hanks og Co. fik Hollywood-penge til at lave et krigsdrama og det blev til historiedramatisering i verdensklasse.

Seriens ti afsnit bevæger sig i et roligt tempo, og tager sig tid til at udforske hvordan soldaterkammeraterne reagerer på de ekstraordinære situationer omkring dem. Produktionen er flot, skuespillet er godt, og serien rammer en balance mellem objektiv skildring og patos, så man tror på hvad der bliver fortalt. De unge drenge, der bliver sendt i krig kommer til live, og man forstår hvorfor de reagerer som de gør og føler at man lærer dem at kende. Hvert afsnit i serien inedledes af fortællinger fra krigsveteraner om den tid i krigen, der afbildes i den pågældende episode. Det er en smuk forankring af dramatiseringen i den virkelige verden.

Anbefaling: Se den hvis du kan udholde endnu en omgang 2. verdenskrig.

Barbie af Greta Gerwig (film)

Sidste års store kulturelle fænomen, hvor alle igen pludselig blev glade for Barbie i ca. en måned. Filmen har nogle gode, sunde pointer om det at være kvinde i vores moderne tid, men filmen drukner desværre selv pointerne i gendrivelser og ironi. Der er en masse eksplicitte politiske pointer, men filmen kan ikke helt holde ud selv at stå ved dem, og henfalder i stedet til ironisering.

En central pointe i filmen er at kvinder er udsat for urimelige forventninger til deres udseende – en pointe som filmen forsøger at gendrive ved at ironisere over castingen af Margot Robbie som hovedperson. Hvad med at man castede en mindre traditionelt smuk person end Margot Robbie som hovedperson i stedet for at ironisere over noget, man reelt havde en indflydelse på? (Det er et retorisk spørgsmål. Mattel ville ikke tillade personer, der falder udenfor normen af traditionel skønhed at spille Barbie.)

Nå! Men hvis man kan se udover det, så er det en underholdende film. Særligt filmens anslag i de første 15-20 minutter er skarpt. Her kommer selvironien til sin ret på en lækkert stilet måde.

(Filmen burde have vundet en Oscar for årets bedste reklamefilm, og en Golden Raspberry for linjen "It's literally impossible to be a woman.")

Anbefaling: Se den hvis du har lyst til to timers god underholdning tilsat let spiselig feminisme, men overvej også at se Greta Gerwigs tidligere film Lady Bird og Little Women – de er bedre film, og måske også bedre kvindeskildringer selvom de ikke er pink.

Lupin III: Cagliostros slot af Hayao Miyazaki (film)

Olsenbanden som anime lavet af Hayao Miyazaki (det er faktisk hans debut som instruktør). En charmerende og flot 70'er tegnefilm med tyveri, europæiske slotte og en let dosis af falde-på-halen-komik.

Anbefaling: Se den, hvis du er glad for Tintin, komedier om fjollede tyve eller Hayao Miyazakis Ghibli-film.

Operarejsen, sæson 3 (TV)

Mere af den velkendte formular fra de to seneste sæsoner. Der bliver ikke bragt meget nyt til bordet i denne sæson, udover Frederik Cilius' bekymringer over en kulturel drejning mod at fremhæve kunstnere med interessante baggrunde fremfor kunstnerisk evne. Cilius' bekymrede frustrationer er dog velformidlede og undgår at være reaktionære og forudsigelige, så det er stadig et stykke fra "hvid mand brokker sig over spanske musikere", der ellers ofte er niveauet af diskurs i de brede medier.

Højdepunktet af sæsonen er 3. episode, hvor de tre venner besøger skolen i Indiana, hvor Frederik Cilius studerede klarinet. Det er en personlig historie med charmerende anekdoter og giver en indsigt i studielivet i USA.

Formatet for Operarejsen er ved at føles formulaisk her efter 3. sæson. Opstillingen er at det bare er tre venner på tur, men det er tydeligt, at der ligger et format og nogle stykker af manuskript rundt omkring. Hvis man kan se bort fra det og lægge fornemmelsen lidt på afstand, så er det stadig charmende på samme måde som det hedengangne Top Gear, der vandt en Emmy for bedste underholdningsprogram uden manuskript (altså, hallo, så sjove er der jo ingen der er uden et manus).

Anbefaling: Se den hvis du har set de to forrige sæsoner eller hvis du er glad for podcasts i formatet tre mænd snakker om kultur og lumre jokes. Det er jo god underholdning!

Rushmore af Wes Anderson (film)

Wes Andersons 2. film, Jason Schwartzmans debut som filmskuespiller. En stilet og charmerende, men pudsig og uforudsigelig film om ungdom, ambitioner og venskaber med gamle, rige mænd. Wes Anderson er dygtig!

Anbefaling: Se den hvis du er glad for coming of age-film eller gerne vil have en komisk, drenget udgave af Lady Bird.

Med drager mod dæmoner (TV)

Rørende dokumentar om tre unge mennesker med diverse ungdommelige udfordringer. Alle tre unge mennesker går på rollespilsefterskolen Østerskov, der er central for disse unge menneskers dannelse. Det er så rørende at se nogle unge mennesker have det svært og kæmpe med at finde en egen identitet og plads i deres liv med al del lidelse, der findes deri. De tre unge er forskellige, har forskellige problemer og forskellige måder at tackle det på. De fire episoder er smagfuldt skabt uden for meget patetisk formidling af hvor svært de unge mennesker har det. Det er troværdigt, det føles reelt, og man vil bare gerne have at de søde nørder skal have det godt. Gennemgående velproduceret!

Anbefaling: Se den hvis du gerne vil have bekræftelse i at søde nørdede unge mennesker nok skal klare sig på trods af deres egne problemer.

Final Fantasy VII (computerspil)

Der er så meget i det her spil, der bare fungerer godt. Kampsystemet er rart, og udvides fortsat gennem hele spillet – man har ikke set alt efter 10 timer. Der er random encounters i spillet, men der er en tilpas mængde af dem, og de giver gavmilde mængder XP, så det ikke er nødvendigt at grinde. Dialogen er (i Beacause-oversættelsen!) velskrevet og kommer i sekvenser velafmålt størrelse. Man drukner ikke i dialog, men samtidig anvendes dialog tydeligt til at fremme narrativet og karaktererne.

Der er tydeligvis lagt tanke i teknikken, der ligger bag narrativet. Det bliver udfoldet på et væld af måder: der er in-game scener med dialog, hvor 3D-karakterer bevæger sig rundt på prærenderede baggrunde; der er Full Motion Video i en 90'er-stil, der ikke ligefrem er ældet med ynde; der er historie fortalt gennem kampsystemet både i direkte kampe og opsamling af genstande rundt omkring i verden.

Særligt dialogsekvenserne er imponerende. Tekstboksene er placeret ved karaktererne (modsat en central tekstboks i bunden af skærmen), og der kan vises mere end én tekstboks ad gangen, hvilket giver karaktererne mulighed for at tale ind over hinanden eller bryde ud i kor med hver deres tekstboks. Det føles levende!

Temaet i narrativet er stadig relevant: økologi, klima og planetens ødelæggelse, men fortalt gennem unge mænd, der med kæmpestore sværd og magiske glasperler slås mod banditter i habitter, diverse lømler og ældgamle monstre.

Jeg holdt en pause på to eller tre år efter at have spillet de første 8 timer af spillet. Jeg er sikkert ikke den første eller sidste til at holde pause eller endda give op på spillet netop da, men jeg er lykkelig for at jeg fortsatte med spillet alligevel (tak, Jacob!) Final Fantasy 7 bliver ved med at give så gavmildt af nye mekanikker og interessant narrativ hele vejen igennem. Det kan ikke være andet end 10/10 selvom det ikke er perfekt. Det her er et kreativt og teknisk mesterværk og er helt retmæssigt et kanon-værk indenfor JRPGs og computerspil generelt!

Anbefaling: Spil det hvis du er bare lidt glad for japanske rollespil.

Vilde eventyr - med Vicky og Rane (TV)

Lidt et mystisk program, der for ofte falder ind i en flad fortælling om at vi har tabt vores forhold til naturen i Vesten, men at det stadig findes rundt omkring i resten af verden, hvor vi kan genlære det. Det skulle efter sigende være nødvendigt for at vi igen kan få et godt forhold til naturen, og det er i programmets udsagn essentielt for at løse klimaproblemerne.

episode (Kirgisistan) havde ikke helt en sammenhængende fortælling, men havde flot natur.
episode (Estland) havde endnu flottere natur plus folk med naturtro.
episode (Madagascar) føltes som en særepisode og stod ud fra de andre to episoder. Her var der opofring af dyr, regnskov og fiskning.

Generelt virkede det bedst når Vicky og Rane skiltes og hver tog sig af sit speciale (dyr hhv. mennesker). Rane sagde mest bare "mmm" og Vicky synes at alle dyr er søde. Der mangler lidt mere og bedre formidling i det her program.

Anbefaling: Se serien for Rane og Vickys personlige glæde over at finde hhv. mennesker og dyr, der er anderledes end herhjemme.

Kun til navlen (roman)

2024's store hit for selvironiske akademikere (en gruppe jeg ikke helt kan sige at stå udenfor). Linea Maja Ernst har en stærk og fængende skrivestil, tematikkerne er relevante og det føles som en frisk drøftelse af emnerne. Generelt føles bogen frisk, selvom den drøfter emner, der efterhånden er ret fortærskede. Drukner bogen lidt i ironi og formaning? Lidt. Men den er værd at læse for interessante tanker, sexet sommerhusdrama og lækkert sprog. En knaldroman i en alternativ betydning af ordet.

Anbefaling: Læs den, hvis du føler dig lidt for alment dannet til almindelige, hede romancebøger, og godt kunne tåle lidt akademisk selvironisering over akademikere.

Girls af Lena Dunham (TV)

Ah! Jeg holder af den her serie og alle dens horribelt selvcentrerede karakterer. Sjældent har en tv-serie haft karaktererf, der bliver ved med at gøre forfærdelige ting og alligevel er så nemme at holde af. Hannah Horvath frustrerer mig som få andre karakterer. (Kunne det mon skyldes at hun er relaterbar?)

Seriens manus rammer en nerve af at være i midten af 20'erne og ikke ane hvad fanden man skal stille op med sig selv, ens forældre, uddannelse, arbejde og venner. Hvad er livet? Hvordan lever man? Serien giver ingen klare svar, men er en elegant undersøgelse af ungdomslivet indefra.

Nogle sæsoner er bedre end andre, men det hele er værd at se. (5. episode i 2. sæson – skraldeepisoden; en bottle episode – er særligt værd at se.)

Anbefaling: Se serien for at genopleve 2010'erne og for at genopleve hvordan det er at være 24 år gammel og overrumplet af livet. Læs også Linea Maja Ernst og Johannes Fogtmanns udfoldning af seriens relevans i de to millenials' perspektiv i Weekendavisen fra starten 2024.

Inception af Christopher Nolan (film)

Den var OK, men kunne godt have brugt flere lag og været tre kvarter længere. Nolan laver film, som virker dybe og eftertænksomme, men lidt ender med alligevel at være nogle actionbrag. Jeg undrer mig over at man være sur på Dan Browns forfatterskab og samtidig lide Nolans film.

Anbefaling: Altså, hvis den kommer på TV en lørdag aften hjemme ved ens forældre, og man har fået en øl eller et glas rødvin og et tungt måltid mad, og man er lidt træt og undrer sig i fællesskab over hvad man skal se på TV, og nogen siger "Skal vi se Inception? Jeg har hørt den skulle være god", så se den.

Mare of Easttown (TV)

Hov! En nuanceret politiserie fra USA! Det fattige nordøst-USA er igen en god kulisse for en realistisk udforskning af hvad der sker med mennesker, når de frarøves basal stabilitet i livet. Der er så mange mennesker i denne serie, der gør hinanden fortræd, men de holder alligevel af hinanden. Her er der intet overdrevet plot, patos-grebene er underspillede og Kate Winslet spiller troværdigt. Smukt!

Anbefaling: Se den hvis du er glad for nordisk krimi og amerikansk familiedrama.

Pulp Fiction af Quentin Tarantino (film)

20 år for sent, fik jeg endelig set Pulp Fiction. Den holder! Folk overdriver dog hvor brudt narrativet er – det er jo bare episodisk fortælling. Tarantino formår at få en finurlighed og humor ind i en ellers seriøs film uden at det hele bliver fjollet.

Anbefaling: Pulp Fiction. Har du set den, motherfucker?

The Kingdom of Dreams and Madness (film)

En fascinerende dokumentar om Studio Ghibli under produktionen af Kaze Tachinu (en: The Wind Rises).

Åh, Hayao Miyazaki. Han virker som en lettere ubehaglig chef og en mand med et ret mørkt sind, men han formår at producere gode film – Kaze Tachinu er en af de bedste Miyazaki-film.

Anbefaling: Se den, hvis du vil forstå lidt mere af Hayao Miyazakis baggrund, men lad være med at se serien, hvis du gerne vil blive i troen om at manden, der lavede Min nabo Totoro er en glad mand.

Kunstnerkolonien, sæson 4 (TV)

Endnu en omgang kunstneriske personligheder, der får lov at udfolde sig for rullende kameraer – denne gang på Amalfikysten i Italien. John Kørner og Erik A. Frandsen er moderne klassiske kunstnere og det er fascinerende at se dem udøve deres håndværk i deres ret faste praksis – de har en tydelig stil hver især. Sophia Luna Portra laver også spændende billedkunst med sjov teknik og Jo Hedegaard kæmper for at finde ud af at han egentlig er performancekunstner (og en dygtig en af slagsen). Bestemt værd at se hvis man er det mindste interesseret i moderne kunst og har lyst til en indføring i hvad der rører sig.

Anbefaling: Se den for indblikket i moderne dansk kunst og for ægte kunstneriske personligheder.

Verdens værste menneske af Joachim Trier (film)

Smuk realisme. Flot skildring af at leve et lettere forvirret liv i slut-20'erne, hvor man for alvor skal træffe valg, der påvirker resten af ens liv. Filmen ligner i genre Adèles liv (1. og 2. del) og Call Me by Your Name, dog med lidt færre erotiske scener og en mere tung, norsk realisme.

Anbefaling: Se Girls først og følg op med den her.

Brecker Brothers diskografi (1975-1994)

Jeg har i årets løb lyttet til utrolige mængder af Michael Breckers musik og sågar set Randy Brecker spille live i Musikhuset i Aarhus, så det må være på sin plads at nævne Brecker Brothers og Steps Ahead. En hurtig gennemgang:

Back to Back fra 1976
- Så meget funk. Det er sgu næsten Tower of Power
Heavy Metal Be-bop fra 1978
- Har en meget hurtigt udgave af Some Skunk Funk (Er det Brecker Brothers' store hit?)
Straphangin' fra 1981
- Det er OK. Titelnummeret er godt, men resten er knap så godt.
Return of the Brecker Brothers fra 1992
- Hov! Brecker-brødrene holdt en pause og byder nu velkommen til de tidlige 1990'ere med en mere hip-hop-inspireret lyd, hvor der er vokal samples, blæserstød og fed rytmik. Det fungerer!
- Værd at fremhæve er Above & Below for fed rytmik i sjove taktakter og hurtige, præcise blæsersektioner, Spherical for alment blæret, funket fusionsjazz og That's All There Is to It for at være lummer vokaljazz med frustrerende fede blæser-breaks og -soloer.
Out of the Loop fra 1994
- Der er ikke et dårligt eller kedeligt nummer på den her plade. Særligt værd at fremhæve er Slang og selvfølgelig African Skies, der er hhv. fantastisk, rytmisk svingende hip-hop-jazz og elegant world-musik. For pokker, hvor er det her bare for jazzet fedt!
- Slang har en skarpt spillet trompetsolo af Randy Brecker, der er en fed kontrast til de underliggende bløde keys, bas, trommer og guitar. Michael Breckers efterfølgende tre minutters saxofon-solo til slutningen er så bæret med- og modspillende ind mod rytmesektionen, og er en så ubegribeligt fed slutning på nummeret. Jeg drømmer om at der findes en 25 minutters live-udgave, hvor Randy og Michael Brecker fortsætter spiller vekslende soloer udover de sølle 6 minutter som album-versionen varer. Argh, for pokker, altså!
- (Det her album var en mere end blot en lille medvirkende årsag til at jeg valgte at købe et keyboard og bogen Intro to Jazz Piano i år.)
Steps Ahead - Live in Tokyo 1986 fra 1994
- Ah, hvor kan Steps Ahead altså bare spille fusionsjazz! Åbningsnummeret Beirut er en herlig omgang progressiv fusionsjazz med en bemærkelsesværdig vibrafonsolo af Mike Mainieri.
Steps Ahead - Live in Copenhagen 1983 fra 1994
- Steps Ahead live i Ny Carlsberg Glyptoteks vinterhave! Det er fedt at se en afslappet studie-agtig optagelse. Som altid enormt velspillende. (Introen til koncertfilmen med præsentation af bandmedlemmerne, der går rundt på Glyptoteket er charmerende.)

Igangværende (og usandsynligt at færdiggøre)

The Great Gatsby (film)

Ej, men altså, hvorfor laver Baz Luhrman sådan nogle film! Det hele er så on-the-nose "her er den grønne lygte, det er håbets farve". Klipningen er højfrekvent, så man ikke ser mere end ét sekund af hvert skud. Der er ingen ro i filmen, for udover konstant at klippe, så bevæger kameraet sig hele tiden.

Positivt om filmen: Sætstykkerne og kostumerne er gode og så gav filmen os Jack Whites fremragende cover af U2's Love is Blindness.

To the Lighthouse (bog)

Jeg bliver forvirret af Virginia Woolfs stream of conciousness og evige sætninger og føler mig som en håbløs litterat, fordi jeg ikke bryder mig om den. Pokkers!

Christoffers populærmedielle årsrevy 2023

2024-01-06T00:00:00Z

Færdiggjort i 2023

Igang (og halvvejs opgivet)

Færdiggjort i 2023

Sherlock, sæson 1-4 (TV)

Var det lidt sent først at se Sherlock (den med Benedict Cumberbatch og Martin Freeman) i 2023? Ja. Holder serien stadig? Ja!

Sæson 1 og 2: Gode episoder, friskt tempo (hvor er det rart med tv, der regner med seerens fulde opmærksomhed og tør kaste hurtig dialog efter dem!)
Sæson 3: Hov, nu er der et gennemgående plot. Episoderne hænger sammen?
Sæson 4: Vent, hvad, er det her James Bond? Siden hvornår blev konsekvenserne så store?

Det er sjovt at se en serie, der er produceret fra før Storbritaniens image gik fra cool til konservativ isolationisme. Sherlock-serien har et romantisk blik på London og England, og det er forfriskende at se i en tid, hvor det endda er gået op for briterne selv, at de ikke længere bor i et verdensregerende imperium, som ale andre ser op til.

Højdepunkter: Bryllupsepisoden, visualiseringerne af hvordan Sherlock tænker (mind palace, hvid tekst på skærmen, visning af SMS'er på telefoner), Sherlocks absolut outrageous adfærd.

Anbefaling: Se sæson 1 og 2, overvej dernæst sæson 3. Se sæson 4, hvis du er interesseret i hvordan man kan komme til at skrive sig ned i et plot-hul. Forbered dig på en halvåben slutning, og drop alt håb om nogensinde at få en sæson 5.

Babylon Berlin, sæson 1-4 (TV)

Efter sigende er det primære salgspunkt for Babylon Berlin, at det er den dyreste tv-produktion udenfor USA. Måske kun den dyreste i Europa? Udover det, så er det faktisk en god serie. Karaktererne er velskrevne, man holder med dem; plottet er tilpas komplekst; kostumerne er flotte; musikken er god (der til hver sæson en ny sang, der bruges diegetisk, hurra!); der bliver talt tysk med dialekt! Største negative punkt er det billige drama, der bruges for at spænde op i sæsonafslutningerne – skurkenes motiver er ikke altid lige skarpe. Til gengæld er der show og jazz, og det er jo altid godt. (Eller er det? Se hvad jeg mener om Moulin Rouge!)

Serien er skabt af Tom Tykwer, der også har været inde over Lola rennt, The Matrix og Sense 8. Det kan mærkes.

NB: Af en underlig grund har DR valgt at sammenklippe episoderne i sæson 1 og 2 i par, så hver episode på DR faktisk er to episoder.

Anbefaling: Se det hele og bliv fanget af stemningen!

Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren (skønlitteratur)

Power fantasy for børn. Holder ikke helt til første læsning som voksen: Plottet er forudsigeligt, og sproget er desværre ikke interessant nok til at læse bogen af den grund alene.

Og helt ærligt: Hvad sker der for den åbning, Astrid Lindgren? Hvad filan er meningen med noget så tragisk bare for at sætte en fantasy-verden op? Og den slutning? Jøsses!

(Fun fact: Svenskerne udtaler Nangijala med blødt j.)

Anbefaling: Behold uskylden og bliv ved med at holde af bogen eller filmen, hvis du allerede har læst eller set den. Ellers, så læs noget bedre fantasy. (Undskyld!)

Hafni fortæller af Helle Helle (skønlitteratur)

Godt med en dansklærer-bog! Helle Helle skriver flot, minimalistisk prosa med menneskelige, empatiske karakterskildringer. Vil jeg være venner med Hafni? Næh, men jeg holder stadig af hende.

Anbefaling: Læs den, hvis du vil dykke lidt ned i dansk litteratur uden at vove sig hele vejen til kortromaner, knækprosa og langdigte.

Min kamp 1 (af den norske forfatter Karl Ove Knausgård!) (skønlitteratur)

Flere hundrede siders dagbog. Knausgård folder sit ungdomsliv ud, fortæller om sit komplekse forhold til sin far, og kommer med mange gode kunst-essays undervejs. Knausgård skriver sublimt og engagerende, og giver et godt indblik i norsk kultur, ungdom, familierelationer.

Anbefaling: Læs et par sider, lad dig gribe af bogen, lid med Knausgårds sociale angst og nyd hans kunst-essays.

Min kamp 2 (også af den norske forfatter Karl Ove Knausgård!) (skønlitteratur)

Som første bog, bare endnu flere hundrede siders dagbog og en del mere familie. Anden bog er mere præget af dagligdagsliv og børn, jøsses, der er meget barn og graviditet her. I anden halvdel af bogen – efter at Karl Ove Knausgård og hans kone Linda er stoppet med at skændes – er der er dog mange gode passager og stærke essayistiske diskussioner om modernismen i kunst og litteratur! Højdepunktet er Knausgård samtale med forfattervennen Geir på en ølstue i Stockholm om moral, religion, livsetik og hvordan det tager sig ud i det moderne samfund.

Knausgårds prosa er stadig vidunderlig. Som vennen Geir får sagt: "Du kan gestalte en tur på lokum på tyve sider. Og få folk, der læser det til at blive blanke i øjenene." Det er jo korrekt.

Jeg sætter personligt stor pris på Knausgårds frustrationer over at være en nordmand i Sverige, der synes at svenskerne er gale. Dejligt at nogen anerkender, at der faktisk er forskelle mellem de nordiske landes kulturer.

Anbefaling: Læs den efter bog 1.

Steppen af Anton Tjekhov (skønlitteratur)

Anton Tjekhovs første seriøse værk. Tjekhov skriver i et sansende sprog med et smukt, barndommeligt fokus på hvad der virker vidunderligt i verden. Der er smukke, maleriske beskrivelser af landskaber og finurlige karakterer.

Anbefaling: Læs og få et indblik i en anden kultur.

Min mor siger af Stine Pilgaard (skønlitteratur)

Stine Pilgaard skriver så menneskelige karakterer med alle de finurligheder og brister som mennesker nu har. Man kan ikke lade være med at elske dem, blive frustreret over dem, og spejle sig selv og sine nære i dem.

Anbefaling: Læs den hvis du nogensinde har haft det svært i din ungdom, og har været frustreret over velmenende forældres manglende evne til at hjælpe.

Om udregning af rumfang 1 af Solvej Balle (skønlitteratur)

En kvinde er fanget i en dag, der gentager sig, og prøver at finde ud af hvordan filan det hele hænger sammen. Solvej Balle skriver sansende, poetisk prosa med en skarp opmærksomhed på verdens lyde og dufte. Bedste sci-fi bog jeg har læst længe med en interessant tidsmekanik.

Anbefaling: Læs den, lad dig svælge i den poetiske prosa og mysteriet i hvordan tiden virker i bogens univers.

Georg-komplekset af Kirsten Hammann (skønlitteratur)

Den var vel okay. Sjove passager med henvisning til litteratur-miljøet i Danmark.

Anbefaling: Læs den hvis du vil have lettilgængelig dansk fiktion, der ikke er en krimi.

Elden Ring (computerspil)

Ah! FromSoft kan jo finde ud af både at skabe interessante miljøer og at præsentere dem på en måde, der bringer hvert område til sin ret. Der er så mange flotte, karakteristiske steder i spillet, der giver lyst til at udforske mere. Der er så meget forskelligt at se, og hvert område gør et stort indtryk, når man støder på det.

Anbefaling: Spil det uden en guide og lad dig overraske. Et oplagt valg at spille dette som dit første FromSoft-spil.

Hvem er bange for Moby Dick? (skønlitteratur)

En ledelsesbog med en sober præmis udført på vanvittig vis: "Det er godt for ledere at læse skønlitteratur." Klart den mest elendige bog, jeg har læst i år. Forfatterne har interviewet en række danske top-ledere om deres brug af bøger i deres arbejde. De kommer hver især med deres egen idé om hvad skønlitteratur kan bruges til, og hader næsten allesammen ledelsesbøger og krimier. Denne bog fortjener mere omtale end jeg kan skrive her.

Anbefaling: Læs den hvis du vil have et godt grin over hvor åndssvag ledelsesbøger kan være.

Oplevelsessamfundet af Svend Brinkmann (diskussionslitteratur)

Svend Brinkmann gør op med folkefilosofien om oplevelser som selvstændige objekter (modsat oplevelse som blot et funktionelt led i erkendelse). Brinkmann giver en kort men effektiv gennemgang af hovedpunkter i den vestlige erkendelsesteoris og etiks historie, og giver et alternativ til idéen om den individuelle oplevelse og den ensomhed, der ifølge Brinkmann følger med en sådan tænkning.

Bogen er særdeles velskreven, men kræver lidt tid og engagement at læse – filosofi er altid tungt.

Anbefaling: Læs den hvis du vil have et mindre individualistisk og ensomt perspektiv på verden kombineret med en velskrevet introduktion til etik og grundlag for etiske diskusioner i det postmoderne samfund.

Smultronstället af Ingmar Bergman (film)

En af Ingmar Bergmans mest kendte film. Bergman-kendetegnene er der: Minder om barndom og en let overnaturlighed i fortællingen.

Bergmans rolige og ret udramatiske måde at lave tilbageblik og nostalgi er behagelig. Den milde overnaturlighed, der er i minderne om barndommen giver en poetisk fortælling, og står i modsætning til de stringent realistiske sociale dramaer, som ellers er klassiske i nordisk litteratur. Jeg var ret glad for den åbne slutning.

Anbefaling: Se den, nyd fortællingen og Bergmans maleriske scener.

Kissa by Kissa af Craig Mod (rejsedagbog)

Craig Mod går på tværs af en stor del af Japan, mens han besøger gamle caféer (kissaten; kort sagt: japansk café-ækvivalent til hvad diners er i Amerika) og taler med ældre japanere. Craig Mod har et særligt blik for individers historie og det kulturelle skred, der følger af den japanske affolkning af landområder.

Anbefaling: Læs den hvis du er glad for fotografibøger og portrætter af caféer og deres ejere.

Moulin Rouge! af Baz Luhrman (film)

Jeg havde aldrig set Baz Luhrmans Moulin Rouge! tidligere, men havde hørt at det skulle være hans bedste film. Der er så meget galt her. Undskyld for den lange liste, men altså:

Jukebox musical i konstant medley, hvor der bruges de brudstykker af sange, hvor teksten lige passede på plottet.
Højfrekvent klipning med en gennemsnitslængde af hvert klip på hvad der føles som under et sekund.
Er det en periodefilm eller ej? Musikken er fra 1950 til 2000, men filmen vil så gerne have at det skal foregå i Paris lige før 1900.
Humoren er plat og onkel-lummer.
Nicole Kidman og Ewan McGregor står og synger hinanden højt ind i ansigtet – det er en musical-ting, I know, men altså, det er jo helt vildt utroværdigt!
Nicole Kidmans karakter vræler og knirker hele tiden. Er det sådan kærlighed lyder?
Det utroværdige kærlighedsplot. Nogen har sagt at de to hovedpersoner er dødeligt forelskede (!!!) og det skal vi tage for gode varer. Der er ikke noget der troværdigt motiverer forelskelsen eller giver en grund til at bryde sig om de to karakterer. Drøftelsen af kærlighed som koncept er her ret kedelig.

Okay, der var også nogle gode ting: Like a Virgin i stil af "Be Our Guest" var fin (og ikke en medley, hurra) og dansenummeret ved hovedpersonens sidste entré i Moulin Rouge.

Filmen virker til at være iscenesat på en måde, der havde egnet sig bedre til teater, hvor man ville kunne overskue en hel scene og som publikum kunne fokusere på det, der var interessant.

3/10.

Anbefaling: Se Rent i stedet (den sidste affilmning af Broadway-showet er super). Rent har et bedre plot, bedre karakterer, bedre drøftelse af kompleksiteterne i kærlighed, bedre boheme og langt bedre musik.

No Time to Die (film)

Sidste James Bond-film med Daniel Craig, og en meget solid Bond-film. Jeg sætter stor pris på Daniel Craig-eraen af Bond-film, der har givet nogle gode, seriøse Bond-film med god action. (Jeg forstår ikke hvorfor så mange bryder sig om Roger Moore-filmene…)

Scenografien er flot som altid, skuespillet er godt.

Der er noget her, der føles som Metal Gear Solid 4 – nanobots, gentisk målrettede våben er centrale plot-devices og biologiske familierelationer er en del af fortællingen.

Anbefaling: Se den, hvis du er det mindste glad for action-film.

Igang (og halvvejs opgivet)

Natten åbner sig som en port af Anne Lise Marstrand-Jørgensen (skønlitteratur)

Genfortælling af Det nye testamente i romanform. Velskrevet og smukt følsomt sprog, dog renset for al form for humor – det er seriøst, det her! Sproget er tydeligt malerisk og sansende med mange henvisninger til frugttræer og fortællingen er interessant.

The Dispossessed af Ursula K. Le Guin (skønlitteratur)

Jeg er ca. halvvejs gennem Ursula K. Le Guins lange samfundskritik. "Hvad hvis vi havde to planeter: én planet uden resurser, hvor der er anarki og spontant fællesskab, og en anden med et væld af naturresurser, hvor der er kæmpe-kapitalisme og orden?" OK præmis, men alt for lang.

Kongens fald af Johannes V. Jensen (skønlitteratur)

Johannes V. Jensen skriver poetisk prosa, og det er smukt, men gud, hvor er det svært at læse og følge med i handlingen. Jeg undrer mig dog over hvornår kongen falder? Er der nogen der griber ham? Jeg er faktisk ikke engang stødtpå kongen endnu ca. halvvejs gennem bogen. Mon ikke bogen bliver bedre af at have læst den.

Hi-Fi Rush (computerspil)

Jeg gik død i dette spil efter de første to timer. Rytmespil kombineret med character action beat-'em-up og platforming er nok ikke helt noget for mig – banerne er for lange, og kampene for ensformige. Ellers er det meget fint.