Teknofilosofisk optrævling (anmeldelse af Thread Ripper af Amalie Smith)
Thread Ripper af Amalie Smith. Udgivet på Gyldendal i 2020.
Da min lokale boghandler for nyligt reklamerede med en forfatterfestival, hvor flere kendte danske forfattere skulle komme på besøg til talks, bemærkede jeg særligt forfatteren Amalie Smith på programmet. Jeg har flere gange hørt om hendes to nyeste bøger, Thread Ripper og Terra Cotta, men har aldrig taget mig sammen til at læse dem på trods af at “billedvæverens noter skrevet på kanten af den fjerde industrielle revolution, hvor biologi og software mødes” (fra bagsiden af Thread Ripper) umiddelbart lyder som noget, der er skrevet direkte til mig. Jeg købte Thread Ripper, gav mig til at læse den umiddelbart udenfor boghandleren, og kunne med det samme mærke idéer og koncepter falde på plads og forbinde sig i min hjerne. Denne blanding af kunsthåndværk og teknologihistorie fungerer bare godt.
Amalie Smith er kendt for at lege med bogformatet og Thread Ripper bærer genrebetegnelsen Hybrid, hvilket ikke blot et markedsføringsgreb. Bogen er skrevet i to spor, der følger hinanden. Venstre side af bogen repræsenterer ét spor og højre side repræsenterer det andet. Den ene side er en poetisk, fragmenteret dagbog med indblik i fortællerens tanker, mens den anden bærer præg af faktuelt præsenteret arbejdsdagbog. Det er en elegant syntese mellem fakta og fiktion, hvor de to spor følges ad i hver sin stilart og kommunikerer blidt og underforstået med hinanden — højkonceptuelt og veludført.
Bogens narrative omdrejningspunkt er en ung tekstilkunstner, der er ved at udarbejde et vævestykke med motiver dannet af et neuralt netværk trænet på billeder af blomster. Fortælleren anvender generativ kunstig intelligens i sit værk og beskriver det i sin dagbog, mens der samtidig indvæves fragmenter af Ada Lovelaces dagbog og livshistorie. Ada Lovelace var datter af Lord Byron (en romantiker, koblet til ludditterne) og samarbejdede med Charles Babbage (teknolog) i overvejelserne om hans analytiske maskine.
Amalie Smith bruger det som udgangspunkt for at betragte de seneste års kraftige udvikling i kunstig intelligens baseret på neurale netværk, og hvordan det interagerer med hvad der traditionelt anses som menneskelige egenskaber. Ved at inddrage Ada Lovelace og bruge hende som talerør enkelte steder i teksten formår Amalie Smith at sammenflette beskrivelsen af en moderne digital kunstnerisk praksis med overvejelser om konsekvenserne for menneskeligheden ved den nye kunstige intelligens. Udgangspunktet er humanistisk — det særligt menneskelige er i fokus uden at forsøge at give en akademisk definition af hvad dette “menneskelige” skulle være.
“Jeg ombærer den strengeste beundring for matematikken som et sprog for usynlige sammenhænge mellem tingene
& den største henførelse over alt der er levende.”
– en fiktionel kunstig intelligens trænet på Ada Lovelaces dagbøger
Bogens tekst forholder sig udover de menneskelige konsekvenser også til samfundsstrukturer og politik uden at blive fuldt dystopisk. Her er vi ikke så meget dystopiske, som vi er dystopia curious. Teksten behandler ikke emnerne med en saglig, akademisk tilgang, men er nærmere poetisk og drømmende i en stream of consciousness-stil, som rører først lidt ved den digitale kunst, siden lidt ved livet som 30-årig i tvivl om kærligheden og pludselig ved udskiftningen af faglærte arbejdere med maskiner og den efterfølgende udvikling til nye håndværk i takt med teknologiske forbedringer. Til trods for det kritiske blik på teknologiske udviklinger er blikket unostalgisk og renset for ønsker om at gå tilbage til en simplere tid (læs: 1990′erne) — en naivitet, der ellers påvirker mange millenials teknologiblik. I stedet kigger vi poetisk fremad mod en ukonkret AI-singularitet, hvor alt levende bliver data, der flyder som strømme i luften med dertilhørende entropi og evolution. Smukt og skræmmende (men på en god måde!) Bogen er aldeles uden skingre formaning og giver i stedet et poetisk, nærmest åndeligt opløsende blik på den seneste teknologiske revolution, der tillader læseren at træde et par skridt tilbage, lade øjnene slappe af og drømme lidt frem og tilbage om hvad der dog kommer til at ske i fremtiden.
Jeg gad godt at vide hvordan bogen havde set ud, hvis den var skrevet og udgivet i 2025 i forhold til dens oprindelige udgivelses år 2020. Bogen er bestemt stadig aktuel, men udviklingerne på området kunstig intelligens har været voldsomme, særligt de seneste tre år, startende med offentliggørelsen af ChatGPT, og har skabt en allestedsnærværende AI-hype og -frygt, der ikke var udbredt i 2020 (der var også andre ting at bekymre sig om.) Med det sagt, så er bogen unik i en dansk kontekst for at have drøftet denne form for teknofilosofiske tanker allerede i 2020. At en dansk forfatter har skrevet en så begavet bog, der elegant væver computerteknologi og kunsthåndværk sammen i et flydende sprog, er overraskende. En velskrevet, beundringsværdig bog, der er værd at læse.