Om at finde ud af at man blot er en nybegynder

• 01 February 2025
• skrivning

I knap et årti har jeg gået og ønsket at jeg ville skrive mere — “ville” her brugt ikke som “at have lyst”, men som “at have motivationen til og være i stand til.” Måske er en mere præcis beskrivelse nok, at jeg har ønsket at have skrevet (datid) fremfor at ønske mere af den nutidige skriveaktivitet, og ønsket om at have skrevet, fortolkes muligvis bedst som et ønske om at have et færdigt skriftligt produkt at vise frem for sig selv, evt. andre.

Ønsket om at have et kreativt produkt at løfte op og vise frem er vel ikke nogen sjældenhed, særligt blandt akademikere af den slags der godt kan lide at tænke sig selv som dannede og kreative, men for at have noget at vise frem, må man have gjort et arbejde, og for at have gjort et arbejde, må man gøre noget. Altså, for at kunne se henover en liste af tekster, må man have skrevet, og for at have skrevet, må man skrive. Og hvilket bedre emne at skrive om end skriftligheden selv. Men hvis den kæde af logisk sammenhæng er tydelig, hvorfor har jeg så ikke “bare” skrevet tekster i de seneste 10 år, som jeg ville kunne værdsætte nu? Det giver aneldning til undring. Hvor er det motivationen mangler? Er det en misforstået selvindsigt, der blot ligner skrivelyst, men blot er lyst til at have skrevet?

I dette øjeblik, hvor jeg sidder og skriver dette, føles det ikke som en manglende lyst til at skrive. Der er en vis fornøjelse i det, og hvis man skal tro forfattere, der taler om deres egen kreative proces, så skal man være taknemmelig, for enhver glæde i faget — flere af dem lyder til at have det rædsomt med at skrive. Er glæden nyfunden? Næh, ikke helt, men dele af den kommer af en nyfunden lyst til at forbedre mit sprog (eller populært sagt “stemme”), rense ud i de sædvanlige floskler, bruge mere præcise, sanselige adjektiver, der tegner sigende billeder for læseren (og mig selv, for den sags skyld; skriftlighed er vel ikke kun for et publikum.) Ligesom et instrument først bliver sjovt at spille, efter eleven når forbi det basale stadie af mislyd og toner kan sættes sammen til melodier, er det en forudsætning for skriftlig nydelse ikke at skulle slå hvert ords stavemåde op.¹ Men den basale evne rækker ikke langt nok til at kommunikere større tanker og følelser. På samme måde som det føles ubegribeligt kraftfuldt, nærmest magisk, at kunne smykke tonerne fra ens instrument med vibrato og triller, giver den sproglige mestring en kreativ glæde.

På den måde, kan man selv med en solid basisforståelse igen føle sig som en nybegynder i en anden del af ens kreative felt. “Var jeg alligevel ikke bedre?” er nedslående og opløftende på samme tid — skuffelsen over pludselig oplysthed om et lavere niveau end forventet kombineret med lovning på at der er mere at komme efter. Der findes en større kreativitet, og den kan læres. Er det mon der motivationen kan findes?