Christoffers populærmedielle årsrevy 2023

Var det lidt sent først at se Sherlock (den med Benedict Cumberbatch og Martin Freeman) i 2023? Ja. Holder serien stadig? Ja!

• Sæson 1 og 2: Gode episoder, friskt tempo (hvor er det rart med tv, der regner med seerens fulde opmærksomhed og tør kaste hurtig dialog efter dem!)
• Sæson 3: Hov, nu er der et gennemgående plot. Episoderne hænger sammen?
• Sæson 4: Vent, hvad, er det her James Bond? Siden hvornår blev konsekvenserne så store?

Det er sjovt at se en serie, der er produceret fra før Storbritaniens image gik fra cool til konservativ isolationisme. Sherlock-serien har et romantisk blik på London og England, og det er forfriskende at se i en tid, hvor det endda er gået op for briterne selv, at de ikke længere bor i et verdensregerende imperium, som ale andre ser op til.

Højdepunkter: Bryllupsepisoden, visualiseringerne af hvordan Sherlock tænker (mind palace, hvid tekst på skærmen, visning af SMS'er på telefoner), Sherlocks absolut outrageous adfærd.

Anbefaling: Se sæson 1 og 2, overvej dernæst sæson 3. Se sæson 4, hvis du er interesseret i hvordan man kan komme til at skrive sig ned i et plot-hul. Forbered dig på en halvåben slutning, og drop alt håb om nogensinde at få en sæson 5.

Efter sigende er det primære salgspunkt for Babylon Berlin, at det er den dyreste tv-produktion udenfor USA. Måske kun den dyreste i Europa? Udover det, så er det faktisk en god serie. Karaktererne er velskrevne, man holder med dem; plottet er tilpas komplekst; kostumerne er flotte; musikken er god (der til hver sæson en ny sang, der bruges diegetisk, hurra!); der bliver talt tysk med dialekt! Største negative punkt er det billige drama, der bruges for at spænde op i sæsonafslutningerne – skurkenes motiver er ikke altid lige skarpe. Til gengæld er der show og jazz, og det er jo altid godt. (Eller er det? Se hvad jeg mener om Moulin Rouge!)

Serien er skabt af Tom Tykwer, der også har været inde over Lola rennt, The Matrix og Sense 8. Det kan mærkes.

NB: Af en underlig grund har DR valgt at sammenklippe episoderne i sæson 1 og 2 i par, så hver episode på DR faktisk er to episoder.

Anbefaling: Se det hele og bliv fanget af stemningen!

Power fantasy for børn. Holder ikke helt til første læsning som voksen: Plottet er forudsigeligt, og sproget er desværre ikke interessant nok til at læse bogen af den grund alene.

Og helt ærligt: Hvad sker der for den åbning, Astrid Lindgren? Hvad filan er meningen med noget så tragisk bare for at sætte en fantasy-verden op? Og den slutning? Jøsses!

(Fun fact: Svenskerne udtaler Nangijala med blødt j.)

Anbefaling: Behold uskylden og bliv ved med at holde af bogen eller filmen, hvis du allerede har læst eller set den. Ellers, så læs noget bedre fantasy. (Undskyld!)

Godt med en dansklærer-bog! Helle Helle skriver flot, minimalistisk prosa med menneskelige, empatiske karakterskildringer. Vil jeg være venner med Hafni? Næh, men jeg holder stadig af hende.

Anbefaling: Læs den, hvis du vil dykke lidt ned i dansk litteratur uden at vove sig hele vejen til kortromaner, knækprosa og langdigte.

Flere hundrede siders dagbog. Knausgård folder sit ungdomsliv ud, fortæller om sit komplekse forhold til sin far, og kommer med mange gode kunst-essays undervejs. Knausgård skriver sublimt og engagerende, og giver et godt indblik i norsk kultur, ungdom, familierelationer.

Anbefaling: Læs et par sider, lad dig gribe af bogen, lid med Knausgårds sociale angst og nyd hans kunst-essays.

Som første bog, bare endnu flere hundrede siders dagbog og en del mere familie. Anden bog er mere præget af dagligdagsliv og børn, jøsses, der er meget barn og graviditet her. I anden halvdel af bogen – efter at Karl Ove Knausgård og hans kone Linda er stoppet med at skændes – er der er dog mange gode passager og stærke essayistiske diskussioner om modernismen i kunst og litteratur! Højdepunktet er Knausgård samtale med forfattervennen Geir på en ølstue i Stockholm om moral, religion, livsetik og hvordan det tager sig ud i det moderne samfund.

Knausgårds prosa er stadig vidunderlig. Som vennen Geir får sagt: "Du kan gestalte en tur på lokum på tyve sider. Og få folk, der læser det til at blive blanke i øjenene." Det er jo korrekt.

Jeg sætter personligt stor pris på Knausgårds frustrationer over at være en nordmand i Sverige, der synes at svenskerne er gale. Dejligt at nogen anerkender, at der faktisk er forskelle mellem de nordiske landes kulturer.

Anbefaling: Læs den efter bog 1.

Anton Tjekhovs første seriøse værk. Tjekhov skriver i et sansende sprog med et smukt, barndommeligt fokus på hvad der virker vidunderligt i verden. Der er smukke, maleriske beskrivelser af landskaber og finurlige karakterer.

Anbefaling: Læs og få et indblik i en anden kultur.

Stine Pilgaard skriver så menneskelige karakterer med alle de finurligheder og brister som mennesker nu har. Man kan ikke lade være med at elske dem, blive frustreret over dem, og spejle sig selv og sine nære i dem.

Anbefaling: Læs den hvis du nogensinde har haft det svært i din ungdom, og har været frustreret over velmenende forældres manglende evne til at hjælpe.

En kvinde er fanget i en dag, der gentager sig, og prøver at finde ud af hvordan filan det hele hænger sammen. Solvej Balle skriver sansende, poetisk prosa med en skarp opmærksomhed på verdens lyde og dufte. Bedste sci-fi bog jeg har læst længe med en interessant tidsmekanik.

Anbefaling: Læs den, lad dig svælge i den poetiske prosa og mysteriet i hvordan tiden virker i bogens univers.

Den var vel okay. Sjove passager med henvisning til litteratur-miljøet i Danmark.

Anbefaling: Læs den hvis du vil have lettilgængelig dansk fiktion, der ikke er en krimi.

Ah! FromSoft kan jo finde ud af både at skabe interessante miljøer og at præsentere dem på en måde, der bringer hvert område til sin ret. Der er så mange flotte, karakteristiske steder i spillet, der giver lyst til at udforske mere. Der er så meget forskelligt at se, og hvert område gør et stort indtryk, når man støder på det.

Anbefaling: Spil det uden en guide og lad dig overraske. Et oplagt valg at spille dette som dit første FromSoft-spil.

En ledelsesbog med en sober præmis udført på vanvittig vis: "Det er godt for ledere at læse skønlitteratur." Klart den mest elendige bog, jeg har læst i år. Forfatterne har interviewet en række danske top-ledere om deres brug af bøger i deres arbejde. De kommer hver især med deres egen idé om hvad skønlitteratur kan bruges til, og hader næsten allesammen ledelsesbøger og krimier. Denne bog fortjener mere omtale end jeg kan skrive her.

Anbefaling: Læs den hvis du vil have et godt grin over hvor åndssvag ledelsesbøger kan være.

Svend Brinkmann gør op med folkefilosofien om oplevelser som selvstændige objekter (modsat oplevelse som blot et funktionelt led i erkendelse). Brinkmann giver en kort men effektiv gennemgang af hovedpunkter i den vestlige erkendelsesteoris og etiks historie, og giver et alternativ til idéen om den individuelle oplevelse og den ensomhed, der ifølge Brinkmann følger med en sådan tænkning.

Bogen er særdeles velskreven, men kræver lidt tid og engagement at læse – filosofi er altid tungt.

Anbefaling: Læs den hvis du vil have et mindre individualistisk og ensomt perspektiv på verden kombineret med en velskrevet introduktion til etik og grundlag for etiske diskusioner i det postmoderne samfund.

En af Ingmar Bergmans mest kendte film. Bergman-kendetegnene er der: Minder om barndom og en let overnaturlighed i fortællingen.

Bergmans rolige og ret udramatiske måde at lave tilbageblik og nostalgi er behagelig. Den milde overnaturlighed, der er i minderne om barndommen giver en poetisk fortælling, og står i modsætning til de stringent realistiske sociale dramaer, som ellers er klassiske i nordisk litteratur. Jeg var ret glad for den åbne slutning.

Anbefaling: Se den, nyd fortællingen og Bergmans maleriske scener.

Craig Mod går på tværs af en stor del af Japan, mens han besøger gamle caféer (kissaten; kort sagt: japansk café-ækvivalent til hvad diners er i Amerika) og taler med ældre japanere. Craig Mod har et særligt blik for individers historie og det kulturelle skred, der følger af den japanske affolkning af landområder.

Anbefaling: Læs den hvis du er glad for fotografibøger og portrætter af caféer og deres ejere.

Jeg havde aldrig set Baz Luhrmans Moulin Rouge! tidligere, men havde hørt at det skulle være hans bedste film. Der er så meget galt her. Undskyld for den lange liste, men altså:

• Jukebox musical i konstant medley, hvor der bruges de brudstykker af sange, hvor teksten lige passede på plottet.
• Højfrekvent klipning med en gennemsnitslængde af hvert klip på hvad der føles som under et sekund.
• Er det en periodefilm eller ej? Musikken er fra 1950 til 2000, men filmen vil så gerne have at det skal foregå i Paris lige før 1900.
• Humoren er plat og onkel-lummer.
• Nicole Kidman og Ewan McGregor står og synger hinanden højt ind i ansigtet – det er en musical-ting, I know, men altså, det er jo helt vildt utroværdigt!
• Nicole Kidmans karakter vræler og knirker hele tiden. Er det sådan kærlighed lyder?
• Det utroværdige kærlighedsplot. Nogen har sagt at de to hovedpersoner er dødeligt forelskede (!!!) og det skal vi tage for gode varer. Der er ikke noget der troværdigt motiverer forelskelsen eller giver en grund til at bryde sig om de to karakterer. Drøftelsen af kærlighed som koncept er her ret kedelig.

Okay, der var også nogle gode ting: Like a Virgin i stil af "Be Our Guest" var fin (og ikke en medley, hurra) og dansenummeret ved hovedpersonens sidste entré i Moulin Rouge.

Filmen virker til at være iscenesat på en måde, der havde egnet sig bedre til teater, hvor man ville kunne overskue en hel scene og som publikum kunne fokusere på det, der var interessant.

3/10.

Anbefaling: Se Rent i stedet (den sidste affilmning af Broadway-showet er super). Rent har et bedre plot, bedre karakterer, bedre drøftelse af kompleksiteterne i kærlighed, bedre boheme og langt bedre musik.

Sidste James Bond-film med Daniel Craig, og en meget solid Bond-film. Jeg sætter stor pris på Daniel Craig-eraen af Bond-film, der har givet nogle gode, seriøse Bond-film med god action. (Jeg forstår ikke hvorfor så mange bryder sig om Roger Moore-filmene…)

Scenografien er flot som altid, skuespillet er godt.

Der er noget her, der føles som Metal Gear Solid 4 – nanobots, gentisk målrettede våben er centrale plot-devices og biologiske familierelationer er en del af fortællingen.

Anbefaling: Se den, hvis du er det mindste glad for action-film.

Genfortælling af Det nye testamente i romanform. Velskrevet og smukt følsomt sprog, dog renset for al form for humor – det er seriøst, det her! Sproget er tydeligt malerisk og sansende med mange henvisninger til frugttræer og fortællingen er interessant.

Jeg er ca. halvvejs gennem Ursula K. Le Guins lange samfundskritik. "Hvad hvis vi havde to planeter: én planet uden resurser, hvor der er anarki og spontant fællesskab, og en anden med et væld af naturresurser, hvor der er kæmpe-kapitalisme og orden?" OK præmis, men alt for lang.

Johannes V. Jensen skriver poetisk prosa, og det er smukt, men gud, hvor er det svært at læse og følge med i handlingen. Jeg undrer mig dog over hvornår kongen falder? Er der nogen der griber ham? Jeg er faktisk ikke engang stødtpå kongen endnu ca. halvvejs gennem bogen. Mon ikke bogen bliver bedre af at have læst den.

Jeg gik død i dette spil efter de første to timer. Rytmespil kombineret med character action beat-'em-up og platforming er nok ikke helt noget for mig – banerne er for lange, og kampene for ensformige. Ellers er det meget fint.