Christoffers populærmedielle årsrevy 2025

Et friskt bud på et dansk socialrealistisk portræt af dansk samfunds- og erhvervshistorie (Matador, Krøniken).

Instruktionsmæssigt er serien interessant. Blandt de skiftende instruktører er særligt Natasha Arty og Josefine Kirkeskov nævneværdige. Arty starter serien ud, og giver den et dynamisk præg med teateragtige dansesekvenser og 60'er-agtig montageklipning med geometrisk skæring af skærmen. Det er vovet, forfriskende og levende blandt ellers tør dansk drama. Kirkeskov rammer en mere følelsemæssig stemning med blik for karakterernes menneskelighed; særligt med den suveræne 6. episode i første sæson, der er et smukt karakterstudie af karakteren Frans.

Carmen Curlers har troværdige, velskrevne karakterer med fuldstøbte personligheder. Birthe opfatter sig selv som ordentlig, til tider mere end hun er. Axel er driftig, men til tider manisk og hemmelighedsfuld. Frans har svært ved at finde sig til rette i eget liv. Hvor er det rart at se komplekse karakterer på tv uden at deres karaktertræk skal overdrives så alle forstår det. Selvom narrativet er klart og tydeligt, er der plads til fortolkning af karaketerne ud fra deres handlinger og reaktioner.

Karaktererne kommer dog virkelig til live i kraft af nogle imponerende skuespilspræstationer. Der er næsten fuld plade på ros her, men særligt står hovedrolleindehaverne Morten Hee Andersen (Axel), Maria Rossing (Birthe) og Nicolai Jørgensen (Frans) ud fra de andre. For pokker, hvor er de dygtige, altså. Morten Hee Andersen spiller manisk med en følsom side uden at det bliver utroværdigt overspillet, Nicolai Jørgensen er fantastisk som dygtige, men lidt forsagte Frans, som han bringer en smuk og sart ømhed til (igen, særligt i 6. episode af første sæson), og Maria Rossing er bare skøn som en moden skuespiller til at spille Birthe.

Første sæson er solid socialrealisme med dans og farver, anden sæson taber pusten lidt, men er en gedigen mellemsæson, og så sluttes serien af med det dramaturgisk skarpt skårne slutspil i tredje sæson. Det hele er dog seværdigt, og ingen episode er dårlig.

Serien foregår i en markant periode af dansk historie, og viser udviklingen i samfundet i løbet af 1960'erne. Er det Matador? Næh, men det prøver heller ikke at være det. Der er en masse politiske holdepunkter i serien: Kvinder begynder at arbejde på fabrik, der er diskussioner om ligeløn, kvinder i ledelsesstillinger og en generel bevægelse fra land til by, men det hele vises elegant gennem karakterernes dialog, handlinger og mimik, så vi undgår tørre formaninger gennem et direkte talerør til publikum. Serien er bestemt ikke uden politisk indhold – det er bare smagfuldt formuleret.

Anbefaling: Se den, hvis du er sulten på Matador fra 2020'erne, eller gerne vil have en lidt frækkere udgave af Krøniken.

Thriller science-fiction, der leger med idéen om et kirurgisk indgreb, der kan adskille mennesker i et arbejds-jeg og et privat-jeg.

Udover science fiction-filosoferen om work-life balance, så er det skøn satire over kontorarbejdets meningsløshed – påstået og reel. Seriens skabere har samlet til bunke af reelle meningsløsheder og skabt en forfærdeligt kafkask arbejdsplads. Man kan med rette føle sig både ramt og genkendt som månedslønnet funktionærarbejder. Måske burde jeg bare have set The Office og grint i stedet for at have sci-fi dystopiske tanker om min arbejdsgiver.

Taget kontor-kritikken i betragtning, er det forfriskende at Severance undgår at blive ironisk eller bedrevidende i formidling og holdning. Det er en styrke ved klassisk science fiction, at det ikke altid kommer med et klart svar, og i stedet giver stof til eftertanke.

Flot fotografi-arbejde og set design. Seriens æstetik rammer en sær, uplacérbar, men overraskende flot blanding af 1960'ernes geomtriske, heftigt farvede design med 2020'ernes tilbagekomst af sort rullekravesweater og æstetisk stramhed.

Både sæson 1 og 2 er anbefalelsesværdige, men sæson 1 har et mere stramt narrativ, hvor sæson 2 falder lidt ud i bredden. Men altså, se sæson 1 og så kan man selv beslutte om man vil se sæson 2. Seriens første episode er faktisk værd at se i sig selv. De første 30 minutter af episoden kunne have været en reelt god sci-fi kortfilm med anledning til tanker om hvordan arbejde påvirker ens private person.

Anbefaling: Se den, hvis du vil føle dig set i dit arbejde som funktionær i en større virksomhed. (Og en mere reel trigger warning: Ret voldsomme scener med selvskade og selvmordsforsøg.)

En socialrealistisk DR-serie med en troværdig familiedynamik, der ikke drukner i stereotyp overspillet dansk realisme. Skuespillerne ligner også hinanden tilpas meget på tværs af tre generationer, til at man tror på, at de er i familie. Plottet kredser om emner som familierelationer og abort, der udfoldes elegant abstrakt og til tider surrealistisk.

Hov, hvad er nu det! Surrealisme i en serie fra DR Drama? Men dog! Er der ligefrem en Lynchsk inspiration? Jo, jo! Der er ubehag i flere scener. Irriterende lyde. Ubehageligt brede kameravinkler. Vi får også flotte scener med interessant natursurrealisme. Pludselig dukker der grankogle op i cirkelmønstre i Vadehavet. Man når lige at tænke om det er et symbol for klimaforandringerne, og naturens tale og så referencen til Arrival forankret med replikken “Det er ikke forandringer. Det er sprog.” Noget klart lynchsk, paranormalt, uden ord, og gud, hvor er det befriende at ikke alt bliver påtalt. Seeren bliver behandlet som et opmærksomt væsen.

Kvaliteten af afsnittene er generelt høj, men peaker ved afslutningen af episode 5, der toner rent flag på Twin Peaks-inspirationen. Æstetisk skævt, dybt seriøst og meget seværdigt!

Anbefaling: Se serien, hvis du vil have lettere forvredet dansk socialrealisme og kunne lide Twin Peaks sæson 1 og 2.

Sikke en omgang skarpt skåret 70’er-politik-thriller! Man får helt lyst til at blive journalist. Robert Redford og Dustin Hoffman spiller godt sammen som et journalist-par. De to arbejder tæt sammen, og er ret forskellige personer, uden at komme ud i troper som “to kollegaer, der er de bedste partnere” eller “et umage par kommer ud på deres livs eventyr”. De arbejder bare sammen og komplementerer hinanden med et par frustrationer iblandt. Hoffman og Redford formår at lave perfekt kaotisk dialog, når de to journalister taler ind over hinanden, mens de snakker med en tredje person – mon ikke Sorkin/Fincher har fået noget inspiration herfra.

Anbefaling: Se den, hvis du har smag for en god borgerlig thriller.

Hvis man bliver træt af moderne medier, kan det engang imellem være sundt at tage et kig på DR's genudgivelser fra arkiverne i Gensyn (tidl. Bonanza), og se en tv-serie fra 1960'erne eller 1970'erne og nyde teaterskuespil og langsomt tempo. Krimiserien Ka' De li' østers? fra 1967, skrevet af Leif Panduro og Bent Christensen, er lidt pudsigt teater-agtig og har nogle lidt dristige valg i både manus og instruktion.

Seriens narrativ tager udgangspunkt i et mord, der efterforskes af kriminalassistent Munk og hans kollega Gormsen – den ene skrap og tydelig, den anden rolig og eftertænksom – mens en række skyldigt udseende personer forsøger at dække over sagen. Undervejs er der nogle pudsige scener, der ligeså vel kunne optræde i Twin Peaks. Blandt andet nærmest råber Munk konsekvent til den døvstumme Fru Brydesen, der fint er i stand til at mundaflæse, og Gormsen taler med en maler mens en transistorradio højlydt spiller jazzmusik. Det giver serien en lidt pudsig teater-agtigt karakter, der er forfriskende at se på tv.

Serien er flot fotograferet og digitaliseringen fra sort/hvid-film står ekstremt skarpt. Low-key belysningen er forfriskende i en tid med høj kontrast fra digitale billedsensorer.

Tempoet i serien er dog mærkbart bedaget og langsomt. En nyere krimiserier, ville have forløst seriens 3½ time på nok en time til halvanden. Men hvis man er bare lidt nysgerrig på tv-historie, kan man sagtens holde interessen gennem hele serien.

Anbefaling: Se den for kriminalassistent Munks ubehøvlede adfærd, hvis du kan udholde sort/hvid-billeder og nærmest råbte replikker.

Efter at have ventet i mange år på udgivelsen af det længede ventede remake af Final Fantasy VII, spillede jeg sidste år det originale Final Fantasy 7. Nu har jeg så langt om længe spillet Final Fantasy VII Remake, der er den mest overfinansierede, overdesignede og overgjorte reiteration af et eksisterende spil – i hvert fald indtil at efterfølgeren Rebirth udkom, men mere om det, når jeg engang får spillet det. Final Fantasy 7 er flot oversat til en nyere generation af spilkonsoller, grafikken er flot og gameplayet er moderne.

Square Enix har udvidet de 8 timer fra første del af det originale FF7 til at vare 30-40 timer her, og størstedelen af det er reelt godt indhold, en lidt fyld har sneget sig ind nogle steder. Omskrivningen og udvidelsen af dialogen i spillet er godkendt. Det er imponerende at de har fået skrevet Aerith på en måde hvor hun er sød uden at være manic pixie dream girl. Alle karaktererne er traumatiserede på den ene eller anden måde i den krigshærgede verden, men de lever med det og deres problemer, for hvad skulle de ellers gøre?

Kampsystemet er lavet om til at være i realtid med pause med skarp styring og flotte animationer. Kampene føles ikke som en kedelig pligt, som det lidt gjorde i originalen med random encounters. I Remake er det en fornøjelse at smadre fjender og se dem blive sparket væk, når man dræber dem. Der er gode måder at kombinere forskellige angreb, og det lægger virkelig op til at man skifter mellem karaktererne, uden at man på noget tidspunkt får den kedelige fornemmelse af at man har "løst" kampsystemet, og kan smadre alle fjender trivielt. Det er så godt!

Der er stor varians i side-quests, men de fleste er værd at gennemføre. De gode side-quests involverer ens party og slutter af med en boss-kamp, hvor kampsystemet får lov til at stråle. Andre side-quests har meget dialog med bikarakterer og er præget af at være fetch-quests. Det er hovedsagligt hovedkarakterne, der er skrevet med dybde, mens bikaraktererne ofte virker mere som en dialogøvelse – det minder meget om dialogen i FFXIV, der er skrevet for langt og overstiliseret.

Designet i Remake kan til tider virke lidt billigt iblandt alt det ellers fine. Enormt velskrevet og flot, men lidt underdesignet på forskellige steder. Man har velforbundne sekvenser som gåturen med Aerith fra kirken, der er noget af det flotteste envrionment exposition, og i samme område er der en omgang “hov, vi har ledt dig ned i en blindgyde for at klare den her quest. Vil du ikke have et teleport tilbage til indgangen, for vi har ikke lige mere at byde på her?”, der ikke er det her spil værdigt.

Spillets sidste tredjedel i Shinra Tower er dog gennemgående noget af det bedste AAA-spilmageri, jeg har set. Den indre verden i spillet bliver foldet utroligt flot ud, og føles engagerende selvom det er strengt lineært. Den der Cosmo Theater-4D-biografsal, hvor Cloud, Tifa og Barret bliver vist historien om "the Ancients" i en immersive VR-oplevelse er så forbandet flot. Det bliver vist visuelt fortættet, så man ikke skal læse sig gennem en roman af tekst med egen fantasti.

Ej, hvor er det et godt spil.

Anbefaling: Spil det, hvis du har spillet bare lidt af det oprindelige FFVII eller er nysgerrig på japanske rollespil, men ikke helt orker et turbaseret kampsystem.

En barndomsfilm, der nu er 24 år gammel og holder sig flot, selvom man er voksen og kan overkomme sine nostalgiske tendenser. Humoren er endnu ikke bedaget, og de mange skuespillere og sangere i filmen er charmerende.

Instruktørduoen Wikke og Rasmussen mestrer det let surrealistiske præg på realistisk fiktion som er karakteristisk for dansk børneunderholdning. Hvor ellers kan en ung pige køre en HT-bus igennem Danmark med hendes lettere forvirrede farmor, for at finde Dario Campeotto i en flot pilotjakke?

Anbefaling: Se den og nyd den fjollede fiktion, selvom du er voksen.

En ny sæson af DR's seværdige serie med samtidskunstnere, der på et par uger skal lave relevant kunst i en lidt uspecifik form. Højdepunktet er som sædvanligt at få lov til at følge med i den kunstneriske proces, og se hvor meget den varierer mellem de enkelte kunstnere, der alle er dygtige i egen ret. Diskussionerne omkring middagsbordet er dog i denne sæson knap så seværdige, særligt Apolonia Sokol får sagt at hun har svært ved at arbejde sammen med mænd, og ingen siger hende rigtigt imod, selvom Kasper Eistrup ser noget besværet ud over udsagnet. Højdepunktet er Noah Umur Kanber, der sårbart og følelsesladet kommer i kontakt med lokalmiljøets havnekultur samtidig med at hun får lavet sej punkæstetisk skulpturkunst.

Anbefaling: Se det, hvis du er glad for at gå på ARoS og vil have et større indblik i dansk samtidskunst.

Dramatisering i seks afsnit af skabelsen af fildelingssiden The Pirate Bay og det efterfølgende søgsmål fra den amerikanske pladeindustri. En ret narrativt direkte dramatisering, der hovedsagligt udmærker sig ved ikke at afvige fra at vise nogle af de mere nørdede detaljer – det er altid dejligt at se nogen chatte på en IRC-server på film.

Anbefaling: Se den, hvis du var glad for "Mark Zuckerberg implementerer 'Hot or Not' på en aften"-scenen i starten af The Social Network.

En dokumentarfilm i to dele om en medieansvarlig på en russisk folkeskole, der får nok af at blive trukket ind i autokratiets propagandastrategi. Det er en øm dokumentar om den lille mands oprør, der giver et interessant blik i hverdagen i en russisk industriby i tiden efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022.

Anbefaling: Se den, hvis du vil nuancere dit perspektiv på Ruslands indenrigssituation.

Skøn blanding af 70'er-stil og moderne action-film. Leonardo DiCaprio spiller eminent ynkelig, så man næsten kan bliver sur over hans karakter, mens Benicio del Toro modsat spiller en handlekraftig latino-sensei som er svær at modstå. En lang film, der er sin længde værd.

Anbefaling: Se den som en Tarantino-film fra en parallel virkelighed.

Enormt velskrevet bog om at tabe sig selv i et andet menneske på godt og ondt ovenpå en baggrund i DDR omkring Berlin-murens fald. Jenny Erpenbecks prosa er dragende, og portrætterer karaktererne med dybde, så man forstår dem, selv når de er hårde ved hinanden. Der er sektioner i bogen med dybt sårende ordudvekslinger, der er så velskrevne, at man ikke kan lade være med at læse dem, selvom de gør ondt.

Anbefaling: Læs bogen for at fremme din bevidsthed om tysk kultur og for formidling af hvor grumme mennesker kan være ved hinanden.

Der er få debattører i Danmark som formår at give et ligeså nuanceret blik på det jødiske mindretals liv og vilkår som Martin Krasnik. Med udgangspunkt i terrorangrebet på Israel d. 7. oktober i 2023 giver Krasnik en kort, oplysende gennemgang af forholdene i det der i dag er Israel. Krasnik selv er zionistisk med både sympati for palæstinensernes historie og forhold og en stor modstand mod Israels seneste politiske drejning mod det ekstreme højre. Det giver et unikt perspektiv i en debat, der ellers har været præget af udsagn om udslettelse af hele lande og befolkninger i øst og vest fra venstre og højre.

Anbefaling: Læs den hvis du har den mindste interesse i Palæstina-konflikten og gerne vil have mere empati for begge sider.

3. bog Lille Karl Ove Knausgård vokser op i et nybyggerkvarter på en ø lidt udenfor Kristiansand, går i skole og alt det som andre børn gør. Der går lidt meget barndomsminder i det her på en måde, der ikke er superinteressant. Der er gennemgang af hvad alle forældrene i Knausgårds barndomskvarter arbejdede med og så meget snak om hans folkeskolevenner, og der kommer vi lidt for langt ned i detaljer. Jeg foretrækker nok lidt mindre nybygget parcelhuskvarter, og lidt mere skænderi og ungdomskærester som det var i bog 2.

Er det interessant at høre Knausgårds filosofiske grublerier over barndommen og hvor lidt man husker af den? Lidt. Det er skarpest i øjeblikke som når Knausgård bemærker at fotografier er afbildning af en tid, ikke af mennesker – menneskenes indre afsløres ikke af fotografierne; det er jeg’et der projicerer egne minder og idéer på menneskene, der optræder på fotografierne. Pludselig kommer en overvejelse af hvorvidt man er den samme person på tværs af ens liv og om man kunne give forskellige navne til den person, man er i hver del af sit liv.

Åh, for pokker, det er jo det Knausgård kan: Fortabe sig i detaljer og så ud af ingenting komme med en proustiansk indsigt om det mest menneskelige.

4. bog Karl Ove Knausgård tager et år som lærer i Nordnorge, drikker for meget, arbejder tilpas meget, og nyder godt af det fasttømrede, ufordømmende selskab i en lille by på en ø langt oppe nordpå. Som sædvanligt skriver Knausgård smukt og dragende, særligt når det kommer til tabubelagte emner. Meget af den oprindelige kritiske ros for bøgerne kom af at Knausgård virkelig lagde sig selv blottet ud, og det er for alvor forståeligt med den her bog. Han har ikke et rent sind og holder ikke sin sti ren, men hvem kan faktisk det?

5. bog Knausgård er ung i Bergen, går på forfatterskolen, men skriver for lidt og drikker for meget, ødelægger sig selv ret udramatisk. En rigtig ung-i-20'erne roman, der er enormt læsværdig, ligesom de andre bøger.

Anbefaling: Læs både bog 3, 4 og 5 for Knausgårds dragende sprog og detaljerighed, men læs lige bog 1 og 2 først.

Jeppe Bentzen har rejst Europa tyndt for at snakke med unge, politisk aktive mennesker om oplevelser af unionens tilstand og håb for fremtiden. Det er en interessant rejsebog, der giver et bredere perspektiv på Europa end vores, indrømmet, lettere begrænsede blik her fra rigsfællesskabets magtmæssige midte.

Anbefaling: Læs den hvis du er interesseret i europæisk politik og ungdom anno 2023.

Herregud. Hvorfor så jeg den her film færdig? Jeg er ærligt talt uforstående overfor hvordan denne film på nogen måde har opnået positive anmeldelser.

Som for Moulin Rouge er klipningen overmåde hastig, og det gælder både for klipningen af de enkelte scener og filmens generelle forløb. Replikker skæres næsten tværs over, og man får ikke nogen form for ro til at nyde filmens set design og kostumer, der ellers er flot udført.

Replikkerne er dårlige og leveres desuden overspillet. Selv Leonardo DiCaprio er middelmådig her.

Gad vide om Baz Luhrmanns Elvis-film fra 2022 er bedre? Hmm…

Anbefaling: Læs bogen, old sport.

Amalie Smith skriver smuk, koncis prosa om menneskets plads i verden blandt biologi og teknologi. Her væves to plotlinjer sammen mellem computer-bearbejdelse af dansk flora og Ada Lovelaces arbejde med den tidlige datalogi. Det er et eminent værk!

(Jeg skrev lidt mere om bogen tilbage i maj.)

Anbefaling: Læs den, hvis du er dit mindste interesseret i håndværk og teknologi.

Efter at Hollow Knight: Silksong udkom i september 2025, tænkte jeg at det måtte være på tide at få spillet det oprindelige Hollow Knight. Jeg havde skubbet det til siden længe grundet den ulidelige mængde hype over spillet – lidt ligesom jeg gjorde med Dark Souls-serien i mange år. Hollow Knight foregår i en smuk, charmerende abstrakt verden, er tilpas svært til at være sjovt, og har en skøn lydside. Det er svært at se fjendernes hitboxes, der er ret afrundede grundet tegnestilen, men det går lige præcis. Klart et spil der tager inspirationer fra mange steder, men formår at hæve sammenblandingen op til noget højere.